Sådan får du gratis Spotify hos Telia
Telia forsøgte sig for et par år siden med deres egen musiktjeneste Telia Fri Musik, men den blev lukket 1. oktober 2011. Årsagen kan vi kun gisne om, men en succes blev tjenesten tilsyneladende aldrig. Tjenesten fungerede da også kun på computeren og et udvalgt antal ældre telefoner med f.eks. Symbian eller Windows Mobile.
Men nu spiller Telia så ud med det, der ser ud til at være et mere sikkert kort. Den kommende tid vil de nemlig tilbyde 6 eller 12 måneder gratis forbrug af musiktjenesten Spotify med Spotify Premium. Om det er 6 eller 12 måneder afhænger af abonnementet.
Tilbuddet gælder de næste 6 uger men også herefter vil det være muligt at få Spotify Premium-fordele med i mobilpakkerne enten inkluderet eller til en god pris, oplyser Telia i en pressemeddelelse.
"Vi er rigtig stolte af samarbejdet med verdens bedste musiktjeneste, Spotify. Ved at kombinere mobilitet med musikindhold skaber vi en meget attraktiv løsning, som er stærkt efterspurgt hos musikfans,” siger Christoph Nørgaard, VP Consumer, Telia Mobility Services.
”Det har været vigtigt for os at finde den helt rigtige tjeneste, og derfor har det taget lidt tid. Til gengæld synes jeg, det har været værd at vente på. Spotify vil hjælpe vores kunder med at fylde deres verden med musik når som helst og hvor som helst og tilføje endnu mere værdi til vores produkter”.
”Samarbejdet mellem Spotify og Telia er en rigtig god nyhed for den danske musikbranche. Man kommer til at tiltrække nye abonnementer til tjenesten, og dermed er man med til at sætte fart på en digital vækst, som både kommer til at gavne musikselskaber og artister i de kommende år,” siger Jakob Plesner Mathiasen, adm. dir. i IFPI Denmark.
Også Koda kalder Telias tiltag for positivt for musikbranchen.
Nye kunder får inkluderet Spotify Premium i seks måneder ved oprettelse af mobilpakkerne 4ME, 4FUN, 4SURE Light, 4SURE Premium. Efter d. 1. juli får nye kunder på disse pakker mulighed for at tilvælge Spotify Premium til 79 kroner pr. måned (normalpris 99 kroner).
Nye kunder får inkluderet Spotify Premium i 12 måneder ved oprettelse af mobilpakkerne 4EVERYTHING Light og 4EVERYTHING Premium. Spotify Premium vil fortsat være en fast del af de store mobilpakker efter 1. juli.
Mobile bredbåndskunder kan købe Spotify Premium til 79 kroner om måneden (normalpris 99 kroner).
Eksisterende kunder kan vælge at rykke over på en ny mobilpakke, hvis de har en ældre mobilpakke, som ikke har inkluderet Spotify Premium.
Eksisterende kunder på markedsaktive mobilpakker, som samtidig er ude for bindingsperiode, kan få adgang til Spotify Premium-tjenesten på lige fod med nye kunder.
Kunder, som fortsat bundet af deres abonnement, kan rykke over på en tilsvarende mobilpakke med Spotify inkluderet (uden at få forlænget deres binding).