Sådan kan fremtidens mobil komme til at se ud
Den bliver måske aldrig sat i produktion, men Seabird viser hvordan mobiltelefoner måske kommer til at se ud i fremtiden. Det er Mozilla Labs, som har præsenteret det nye mobiltelefon-koncept som en del af sit community-projekt, hvor brugerne inviteres til at bidrage med ideer og forslag. Konceptet er baseret på et design fra 2009, som er forbedret med feedback fra brugerne. Det skriver Comon.dk.
Den futuristiske telefon er lidt bredere i toppen end i bunden, så den ligger bedre i hånden, og den er udstyret med flere projektorer. Én af dem sender billedet fra telefonens display op på en væg eller anden flade i baggrunden. Samtidig kan telefonen projicere et billede af et tastatur foran enheden, som man så kan bruge til at indtaste tekster.
I forhold til et fysisk tastatur mangler man selvfølgelig den fysiske fornemmelse af, at trykke en knap ned, men det samme problem kendes fra skærmtastaturet på f.eks. iPad.
En anden mulighed er at dele tastaturet i to dele, som projiceres til venstre og højre foran telefonen, mens bordfladen lige foran telefonen bruges som en form en touchpad. Det kræver selvsagt, at telefonen også har et kamera, der registrerer brugerens bevægelser.
Koncept-telefonen har ingen knapper, så den betjenes udelukkende med en touchscreen eller det projicerede tastatur. En anden interessant funktion er en Bluetooth-dongle, som sidder på telefonens bagside og kan tages af. Den kan så bruges som Bluetooth-headset eller fjernbetjening til telefonen.
Batteriet skal oplades trådløst, muligvis med en form for induktionsteknologi.
Det kunne være fristende at tro at Mozilla Labs selv vil producere Seabird-telefonen, men Mozilla understreger at man absolut ikke har planer om at fremstille sine egne telefoner.