Sådan skal Nokia Ovi Store knække Apple
Apple har haft enorm succes med App Store det sidste års tid med hele 500 millioner downloads af programmer og spil. Fantastiske tal, og nu vil Nokia kopiere succesen.
På mange måder ligner Ovi Store en tro kopi af Apples programbutik. Business-casen er den samme; 70 procent af indtægterne går til udvikleren, mens Nokia stikker de sidste 30 procent i lommen (efter moms og transaktionsomkostninger er trukket fra). Programmerne sorteres på samme måde på lister med små ikoner og brugerkarakter ved hvert program:
– Det, som gør vores butik speciel er, at vi ikke bare sorterer programmer i lister efter mest populære programmer, vi giver alle brugere mere personlige tips til programmer og tjenester, forklarer George Linardos, vice president hos Nokia, til Mobil.
Som eksempel viser han, hvordan det kan se ud, når en bruger stiger af flyet i Barcelona og starter sin Nokia N97. Øverst på listen over programmer havner da et spansk leksikon, rejserguider til Barcelona med mere:
– Højt på listen lander også programmer, som vennerne har hentet ned, forklarer George Linardos. På et program på listen vises et lille ikon med et ansigt. Det betyder, at en ven har hentet programmet ned.
Klikker man på programmet, kan man også klikke på selve vennens navn og få hele listen med de programmer, vennen har hentet ned:
– Det her kan man selvfølgelig slå fra. Men den yngre generation er positive over for det, at de kan se, hvad vennerne kan lide, forklarer George Linardos.
Ovi Store lærer også, hvilke typer programmer og mediatjenester, man kan lide. Henter man for eksempel sportsapplikationer eller tetris-lignende spil, kan man få flere lignende applikation langt oppe på listen. Man kan også søge manuelt efter programmer og under “indstillinger” kan man selv indstille et filter, så man får bestemte typer applikationer øverst på listen.
Ovi Store lanceres til maj og kommer i første omgang til Nokia N97, men den ville også kunne hentes ned til cirka 50 millioner Nokia-telefoner over hele verden, det gælder for eksempel alle nyere smarte Nokia-mobiler.