Sådan vil BlackBerry tage røven på iPhone og Android
Hvis du kender BlackBerry, er det enten fordi dit firma har prakket dig en BlackBerry på nakken, eller fordi du følger mere med i mobilverdenens gang end de fleste. Helt almindelige mobilbrugere kender formentlig ikke mere til BlackBerry, end at de en gang var store i USA, og at de ofte er at finde i hænderne på ejerne af de mest ambitiøse jakkesæt ved flygaten.
Det er der en helt naturlig grund til og det skyldes slet og ret, at BlackBerrys telefoner på ingen måde har appelleret til private brugere. BlackBerry var i en årrække mange firmaers foretrukne arbejdsmobil, da den havde enorm sikkerhed og kunne kobles forbløffende godt op til firmaets servere.
At selveste den amerikanske præsident brugte BlackBerry vidnede om, at sikkerheden var helt i top. Men så kom iPhone og spolerede det hele. Apples storsællert blev med tiden manges foretrukne arbejdsmobil, da den også appellerede til brug udenfor arbejdstiden. Det kan man ikke just sige, at BlackBerry gjorde.
”Da jeg fik en BlackBerry i hånden i 2005, kiggede jeg på den og smed den væk igen”, forklarer Aaron Ardiri, der i dag har titlen Principal Developer Evangelist for BlackBerry. Han var tirsdag i København til en omgang BlackBerry Jam, der kort fortalt går ud på at overbevise udviklere om, at de bør udviklere apps til BlackBerry.
"Ikke for at de skal lære noget nyt, men for at de kan få nogle redskaber til at føre deres apps over på BlackBerry", forklarer Ardiri.
Tilbage i 2005 arbejdede Ardiri ikke for BlackBerry, men han blev i maj 2012 overbevist om, at BlackBerry var det mest interessante styresystem til smartphones, da han så visionen for den helt nye udgave af BlackBerry-styresystemet, BlackBerry 10. Folk griner, når han siger, han arbejder for BlackBerry, men;
”Har man prøvet BlackBerry 7, vil man ikke kunne genkende BlackBerry 10”, forklarer Ardiri og indikerer dermed, at BlackBerry skal være lidt af en revolution brugermæssigt for det hårdt plagede firma.
BlackBerry 10 bliver lanceret den 30. januar 2013, og til den tid er det planen, at BlackBerry World, BlackBerrys app store, skal indeholde mere end 100.000 apps. Det mål skal BlackBerry nok nå, da der allerede tilbage i maj var omkring 99.500 apps.
Ifølge Ardiri er det en smal sag at tage en Android-app og lave den om, så den fungerer perfekt på BlackBerry. Og det var det, Ardiri var i København for at fortælle mere om til udviklere:
”Appen vil måske ikke ligne den oprindelige Android-app, da BlackBerry er anderledes, men 65-70 procent af alle Android-apps kan på få timer modificeres til BlackBerry og fungere perfekt. Vi giver frit slag til, hvordan udviklerne vil gøre det, om det skal være som HTML5 eller native app”, forklarer Ardiri.
”Vi ønsker frihed til alle, vi kræver ikke, at man skal bruge en bestemt computer, som Apple gør for at udvikle apps. iOS-udviklere er fanget i Apples øko-system. Vi opfordrer alle udviklere til at udvikle til alle platforme. Det var svært at overbevise ledelsen om denne nye strategi, men det er vejen frem for os. Det er vigtigt at vi får udviklerne med, ellers har vi intet øko-system”, uddyber Ardiri.
Både iPhone og Android møder stor opbakning hos udviklere, og Ardiri medgiver da også, at de to styresystemer er den store udfordring for BlackBerry, men han er fortrøstningsfuld.
”BlackBerry har alt det, de har, plus mere”.