Sådan vil Lemvig Kommune fjerne mobilhullerne

Borgere, virksomheder og gæster i Lemvig Kommune kan i den kommende tid være med til at skabe overblik over mobilhuller i en hel kommune.

Sådan vil Lemvig Kommune fjerne mobilhullerne

Der er ikke tilfredshed med de officielle målinger og teleselskabernes meldinger om mobildækningen i Lemvig Kommune. Derfor har kommunen iværksat en registrering af mobil-problemer ned på de enkelte lokaliteter i kommunen.

Hvis borgere, virksomheder eller gæster oplever dårlige mobilforbindelser på en bestemt adresse eller i et lokalområde, opfordres de til at gå ind på kommunens hjemmeside og beskrive problemets omfang.

”Vi ønsker en rigtig god mobildækning over hele kommunen, og hvis vi i samarbejde med teleselskaberne skal løse den opgave, er vi nødt til at vide præcis, hvor der er udfordringer”, siger Thomas Hyldgaard, it-chef i Lemvig Kommune.

Løsningerne kan være forskellige fra teleselskab til teleselskab, og registreringen går derfor i detaljer med både mobiludbyder, telefontype og mærke.

”Det er ikke godt nok, når det kræver op til flere abonnementer eller telefoner, hvis man skal være dækket ind i alle områder. Vores egne medarbejdere, der arbejder over hele kommunen, oplever, hvordan forbindelsen svinger fra sted og sted. De skal ikke bruge tid i hverdagen på at skifte sim-kort for at være tilgængelige. Og vores mange sommerhusgæster kan jo ikke vide, hvilke teleudbydere der virker bedst på vestkysten”, siger Thomas Hyldgaard.

Thomas Hyldgaard forklarer, at man hverken som borger eller jævnlig forbipasserende skal holde sig tilbage:

”Jo flere indmeldinger, vi får, jo bedre. Selv om der i et område allerede er sat 25 prikker, kan en ny markering med andre oplysninger om dækningsgraden, teleudbyderen eller telefonudstyret få betydning”.

Thomas Hyldgaard oplyser, at en tilsvarende bruger-undersøgelse af internetforbindelserne i kommunen er undervejs. Den ventes at være tilgængelig på lemvig.dk i løbet af den kommende uge.

En foreløbig status over de lokale mobil- og bredbåndsforbindelser på baggrund af borgernes indmeldinger er klar i midten af april.

Du kan læse mere om Lemvig Kommunes forsøg på at komme manglende mobildækning til livs her.