Sådan vil Spotify give gratis musik på mobilen
Spotify tilbyder gratis musik til computeren, hvis man altså ikke har noget i mod, at musikken med jævne mellemrum bliver afbrudt af reklamer. Man kan også betale sig til en reklamefri løsning. Også konkurrenten WiMP kører med samme model.
Men skal man lytte til musik på mobilen, skal man hoste op med 99 kroner om måneden, både hos Spotify og WiMP. Det har Spotify nu planer om at ændre på og løsningen er den samme som til computeren.
Spotify skulle være i dialog med musikbranchen om en reklamebaseret løsning til mobilen, der ifølge Spotify vil give langt flere brugere på den mobile platform og dermed øge omsætningen og indtægterne til kunsterne.
Dialogen med musikbranchen skulle angiveligt gå på, at Spotify ønsker at betale mindre til kunstnerne per lyttet sang, men samlet set skulle kunstnerne få det samme eller mere udbetalt, da der vil være langt flere brugere af Spotify, hvis man kan blive enig om en reklamebaseret løsning til mobilen.
Af Spotifys i alt 20 millioner brugere, er de 5 millioner betalende.
Spotify findes blandt andet til iPhone, iPad, Android , Mac og PC. De skulle også være på vej med en løsning til Windows Phone 8, men den lader lidt vente på sig. Spotify har tidligere bekræftet, at en Windows Phone 8-version af tjenesten er under udvikling, og Anna Ström, der er produktmarkedschef for Windows Phone i Sverige, bekræftet at den er på vej:
"Spotify-appen til WP8 er under udvikling. Spotify har endnu ikke givet en eksakt dato på, hvornår den kommer, men det er jo en must-have app i mange lande nu, så der gøres alt for at det går hurtigt," skriver Anna Ström i et Facebook-opslag.