”Sæt altid spørgsmålstegn ved den virkelighed du ser”

Takket være ny teknik kan folk kommunikere lige så let med naboen som med venner på den anden side af jorden. Mange tjenester på nettet har uden tvivl gjort verden til et bedre sted at være. Men ny teknik kan også bruges til at begrænse og censurere – eller helt enkelt give det billede af virkeligheden, der lige nu passer afsenderen bedst.

”Sæt altid spørgsmålstegn ved den virkelighed du ser”

Giv os viden og indsigt

”Det hele er egentlig ret enkelt – det handler om indsigt. Ved at fortælle, hvad man synes, og hvilke grunde der ligger bag ens ageren, kan vi som forbrugere tage beslutninger, der er mere velbegrundede. Vi må begynde at stille krav til vores leverandører,” siger Peter Sunde.

Burde flere altså gøre som Google, der i deres årlige indsigtsrapport redegør for, hvor mange forespørgsler de får fra myndigheder i hvert land, samt hvordan de agerer på forespørgslerne?

”Ja, fordelen ved Google er, at de faktisk redegør for en del information, som vi kan se på og foretage en bedømmelse af. Ericsson ville vinde meget på at gøre det samme. De gør måske en masse fantastiske ting, som vi helt enkelt ikke kender til. Vi ved det ikke, men vi vil virkelig gerne vide det,” siger Peter Sunde.

Fredrik Hallstan på Ericssons presseafdeling siger, at Ericsson er indblandet i mange forskellige hjælpeprojekter. Et eksempel er samarbejdet med organisationen Refugees United, der hjælper flygtninge med at finde deres familier. Et andet er Ericsson Response, et mini-telenetværk, der sendes til områder, der er ramt af naturkatastrofer.

Han mener, at selskabet altid følger de love og forordninger, der gælder for, hvad der må sælges og til hvilket land.
”Vi sælger til teleoperatører, der er dem, der har kontakten med myndighederne. I Sverige er det for eksempel Telia og ikke Ericsson, der bliver kontaktet af myndighederne for at få information til at kunne bekæmpe kriminalitet,” siger Fredrik Hallstan.

Censuren er tæt på os

Peter Sunde siger, at vi skandinaver i mange tilfælde er alt for naive, men for eksempel Tyskland har en historie som et overvågningssamfund, der går over gevind, og er derfor mere skeptiske over for indskrænkninger af den personlige integritet.

Måns Adler er enig og påpeger, at det er vigtigt, at befolkningen opfostres med sunde værdier, og at vigtige beslutninger skal tages i god demokratisk ånd.
”Det er godt at være hurtige, men demokrati skal kunne tage tid. Se for eksempel på SOPA, ACTA, IPRED og så videre – der stresses beslutninger igennem så hurtigt som muligt med uventede og udemokratiske resultater til følge,” siger Måns Adler.

Det handler ikke kun om politik – også selskaber kan være udemokratiske. Peter Sunde mener, at Facebook både er verdens største turistattraktion – og et diktatur. På Facebook kan man ikke give udtryk for hvad som helst, men de fleste brugere synes, det er okay. Selv krypterer han sin virksomhed på nettet ved hjælp af sin egen VPN-tjeneste Ipredator, og desuden bruger han kun Facebook yderst sparsomt.

”Jeg var for nylig i Kazakhstan, der har indført internetcensur og love, der siger, at man ikke må kritisere lovene. Det er måske let at affærdige med, at Kazakhstan er et land langt væk, men lignende censur er nu indført i Ungarn, der jo er et EU-land, der ligger tæt på,” siger Peter Sunde.

Styrken i fællesskabet

Selv har han sat anonymitetsservere op og givet gratis VPN-konti til demonstranter i Syrien, samtidig med at Måns Adler og hans medarbejdere arbejder på at lave tekniske løsninger til at komme uden om blokeringer af Bambuser.

Interessen for selskabets tjenester er steget kraftigt, blandt andet på grund af hændelserne i den arabiske verden.

”For personalet betyder det jo en enorm byrde, og vi er nogle, der er helt i bund efter de sidste par uger. Men at få lov at være en del af disse hændelser er også en ufattelig energikilde,” siger Måns Adler.

Så hvordan kan man ved hjælp af nettet skabe en bedre verden at leve i? Måns Adler vil begynde med at arbejde for, at alle skal have adgang til internettet, overalt, på alle tider af døgnet.

”Sammen kan vi løse alle problemer. Styrken ligger i fællesskabet,” siger Måns Adler. ”Sæt spørgsmålstegn ved den virkelighed, du ser, og få indsigt,” slutter Peter Sunde.

LÆS TEST: Sådan er Netflix!