Samsung afslører lækre nye skærme til mobiler og tablets

Samsung har netop fremvist flere nye AMOLED-skærme. Blandt andet en Galaxy Tab med en ny AMOLED-skærm. De skulle også være på vej med en mindre AMOLED-skærm i ekstra høj opløsning tiltænkt mobilmarkedet.

Samsung afslører lækre nye skærme til mobiler og tablets

Samsung er helt fremme i skoene, når det kommer til udvikling af nye skærme og skærmteknologier. Det var derfor også først rygtedes, at deres tablet, Galaxy Tab, ville komme med en af Samsungs lækre Super AMOLED-skærme. Det var som bekendt desværre ikke tilfældet. Men det bliver der måske rådet bod på.

Ny AMOLED-skærm på syv tommer

Samsung har nemlig nu på FPD-messen i Japan blandt andet fremvist en Galaxy Tab-lignende tablet med en AMOLED-skærm på de samme 7,0 tommer, som vi kender fra Galaxy Tab. Opløsningen på 1024 x 600 pixel er også identisk, men det er dog uvist, om der er tale om en Super AMOLED-skærm eller blot en ‘normal’ AMOLED-skærm.

Da størrelsen og opløsningen er præcis den samme, som på den LCD-skærm, der sidder i Galaxy Tab, er det meget muligt, at vi får en AMOLED-variant af Galaxy Tab at se til næste år.

4,5 tommer AMOLED til fremtidens mobiler

Samsung har desuden også præsenteret en ny AMOLED-skærm på 4,5 tommer tiltænkt mobilmarkedet. Den har samme opløsning på 1024 x 600 pixel, hvilket er noget højere end de fleste mobilskærme på markedet i dag.

Du kan se et kort klip med den nye AMOLED-skærm på 7,0 tommer i videoen herunder cirka 50 sekunder inde i videoen.

Kilder: netbooksnews.com, oled-display.net