Samsung B7330: Velpoleret arbejdsmobil
Der sker en polarisering, når det gælder antallet af knapper på mobilerne. Touch-skærmtrenden er stærk, men mange mobilkøbere vil i stedet have flere knapper. De seneste år har budt på mange storsælgende mailmobiler med qwerty-tastatur – Blackberry, Nokia E71 og HTC Snap for at nævne nogle. Samsung forstærker sit nærvær i kategorien med Omnia Pro B7330.
Forbedrer Windows Mobile
En Windows-mobil, der har det meste – undtagen touch-skærm. Samsung har forbedret styresystemet med en egen startmenu. Udseendet er lidt mere simpelt end det snurrende kartotek på den gamle i600, men opsætningen er nogenlunde den samme. Der er kort med kobling til forskellige programmer i mobilen – for eksempel musikafspiller, kalender og samtalelisterne. Det går hurtigt at bladre i kortene, og yderligere information kan nås ved at scrolle sidelæns. Nyt er, at der er kort til netværkssider som Facebook, Myspace og Youtube. Der er dog ingen kobling mellem Facebook og telefonbogen, som i eksempelvis HTC Hero. Visse sider kan derimod vise information på en elegant måde direkte på startskærmens kort. Der er en nyhedsapplikation koblet til CNN, aktiekurser fra Yahoo og vejrudsigter fra Accuweather, der kan læses, uden at man skal starte webbrowseren eller andre programmer.
Understøtter billeder i kontakter
Udover Samsungs egen startskærm findes naturligvis også standardmenuerne fra Microsoft. Microsofts startskærm er vel lige så god som Samsungs – udseendemæssigt. Men de sjove funktioner glimrer ved deres fravær. Fanerne på Microsofts startskærm når kun grundfunktionerne som Internet Explorer, kamera, kalender og samtale. Ingen koblinger til webtjenester eller nyheder. Grafisk ser det rigtig godt ud – hurtigt og tydeligt med en halvgennemsigtig 3D-fornemmelse. Når noget ser flot ud i Windows Mobile, bliver vi straks mistænksom. Er brugerfladen virkelig blevet udviklet, eller befinder man sig bare i en skal ovenpå samme gamle menuer? Desværre viser det sig at handle om netop en skal. Et tryk på startmenu-knappen er nok til at komme til de sædvanlige, hvide skærmbilleder med ikoner i første menuniveau og derefter lange lister med tekst. Programmerne til indstillinger samt mange af applikationerne i mobilen føles stadig som om, de er designet til touch-skærm og pen. HTC er kommet meget længere, når det gælder om at skabe flotte brugerflader til Windows-mobiler, der ikke kun præsenterer information fra mobilens applikationer, men også lader brugeren ændre indstillinger og f.eks. skrive beskeder. Men styresystemet har nogle fine nyheder. Telefonbogen understøtter billeder til kontakterne, og man ser små miniaturer af billederne, når man bladrer i listerne. Ikke kun billede af den markerede kontakt som i S60, men et lille billede ved hver række i telefonbogen. Medieafspilleren og billedgalleriet er også opdateret. At sende et billede via Bluetooth er blevet enklere, men man kan kun sende en fil ad gangen. Den uendeligt langsomme brugerflade til valg af Bluetooth-modtager er desværre uændret.
Meget lig Nokia E72/E71
Skærmen rummer lidt mere end sædvanligt – den er kvadratisk og har opløsningen 320 x 320 pixel. Mobilen har næsten præcis de samme ydre mål som Nokia E71, men den større skærm gør, at Samsung har flyttet tastaturet lidt længere ned på mobilen. En nødvendighed for at få plads til det hele, men det er mere bekvemt at skrive på en mobil, der har mere plads nedenunder tasterne. Bortset fra, at man skal have en fleksibel tommelfinger for at trykke på de nederste taster, er fornemmelsen god. Lidt hårdere taster end de fleste konkurrenter, men størrelsen og formen gør det let at trykke rigtigt. Det er svært ikke at sammenligne med Nokia E71, og vi kan konstatere, at Samsung B7330 er betydeligt lettere – en konsekvens af materialevalget. B7330 er bygget i plast. Kvalitetsfornemmelsen er god, men Samsung-telefonen føles lidt billigere end E-seriens metalmobiler. Når det gælder billedkvalitet fra mobilens kamera må Nokia dog give op. E71 kommer slet ikke i nærheden. Samsung har en utrolig diskret støjreducering, der giver detaljerige billeder, selv når lyset er lidt dårligt. Kameraapplikationen understøtter geotagging.
Fin til Bluetooth
Samsung har pyntet på medieafspilleren, men grundlæggende er det den sædvanlige Windows Media Player. I denne version af Windows Mobile er der ikke meget at anmærke, når det gælder funktionerne. Søgefunktionerne er hurtige, selv med et proppet hukommelseskort, og man kan lave spillelister. Eftersom Bluetooth-understøttelsen er en akilleshæl på Windows-mobiler, prøvede vi, hvordan B7330 var med A2DP-høretelefoner. Ingen problemer hverken med Samsungs egne produkter eller headset fra Jabra.
E-mail fungerer godt
Samsung har leveret mange Windows-mobiler med webbrowseren Opera installeret fra starten. Desværre hører B7330 ikke til den gruppe – men må nøjes med Internet Explorer. Nogen nyheder i webbrowseren kunne vi ikke finde, men mobilen har hurtig opkobling, og det går fint at surfe på mobiltilpassede sider. Det er også fint at bruge B7330 til modem til computeren – alle programmer er på CDen i æsken. Der er mange dele af Windows-systemet, der virker forældede sammenlignet med Android, iPhone eller S60. Men mail er B7330 rigtig god til. Html og bilag vises uden protester, og det er let at foretage kontoindstillinger. Mobilen har færdige indstillinger til et stort antal leverandører, så det eneste, der skal skrives ind, er brugernavn og kodeord.
Batteritid / Taletid
Producenten oplyser: 6,8 timer
Batteriets taletid for os: 5 timer 45 minutter
Kommentar: Dårligere end specifikationerne lover, men absolut ikke et katastrofalt resultat.
Spørgsmål og svar.
Kan B7330 geotagge billeder?
Ja, kameraapplikationen fungerer sammen med den indbyggede GPS.
Kan man tilslutte egne høretelefoner?
Nej, for man skal bruge en adapter eller trådløse høretelefoner.
Har B7330 nogle touch-knapper eller touch-skærm?
Nej, det er almindelige taster, der gælder, så styresystemet er den udgave, som Microsoft kalder Smartphone.
Alternativer
Nokias tastatur-mobiler E71 og E72 er meget lig i form og størrelse. E72 er væsentligt dyrere end B7330, men E71 kan findes i samme prisklasse. E71 har dårligere kamera og skærm, men kvalitetsfornemmelsen er højere, og mobilen har det mere tastaturtilpassede S60-system.