Samsung E360: En sjov fætter
Samsung har fået fortjent ros for både designet og ikke mindst skærmene i deres mobiltelefoner. Også når det gælder kameradelen, er Samsung rigtigt godt med. Derfor var jeg mere end almindelig forbløffet, da Samsung E360 dukkede op, og jeg fik kigget bag kassen. VGA-kamera og 65.000 farvers TFT-skærm. What??
Designmæssigt er E360 ellers i orden. Samsung har anvendt det nye lidt bløde sorte finish, som cover. Det betyder, at modellen ligger rigtigt godt i hånden, og man har det aldrig, som om man er ved at tabe modellen. Udvendigt er der blevet plads til et display. Det er af OLED typen, som gør sig godt – selv i sollys. Over displayet findes VGA-kameraet, der ikke har fotolys.
Musiktelefon med 44 MB
Under displayet er der placeret en stribe musiktaster – for E360 er også en musiktelefon. Den indbyggede hukommelse byder plads til omkring 8 musiknumre, hvis også der skal være plads til nogle MMS-beskeder. I alt er der 44 MB fri plads. Det er meget i forhold til konkurrenterne, men det nytter altså ikke meget, når der ikke er plads til at udvide hukommelsen. Dejligt er det dog at opdage, at modellen også har FM-radio. Det kræver som bekendt ikke noget hukommelse og så er man heller ikke selv herre over, hvilken musik man skal høre. Radioen fungerer godt, og i det hele taget er musikdelen god og lyden ganske fremragende i de medfølgende hovedtelefoner.
Indvendigt
Når man klapper telefonen op, så kan man se, at modellen minder en del om X660. Såvel taster som skærm er stort set identiske med X660 modellen, som vi testede i sidste nummer af Mobil. Der er bare FM-radio i E360. Derudover synes jeg, at denne model virker en kende mere fremme i skoene. Måske er det designet, der er en smule bedre.
SMS-delen døjer stadig med ikke at skrive stort efter punktum. Det er altså utroligt at Samsung ikke vil rette det. Stort set alle andre producenter har indført det, men Samsung nægter. Spørgsmålet er, om det skal være et ankepunkt i hver test, indtil Samsung har rettet det.
Hvem er modellen til?
Et af de andre spørgsmål, man stiller sig selv, er, hvem Samsung regner med, skal købe modellen. Jeg har vist den frem til en stribe unge mennesker. De synes designet er fint, men kameradelen og musikdelen er for klein. Megapixel og masser af hukommelse er nøgleordene, hvis man vil få den yngre generation i tale.
Næ, jeg tror at E360 meget vel kan blive et hit for forretningsmanden, der gerne vil have en lille telefon til at tale i. Han bruger ikke kameraet og musikdelen – højest FM-radioen. For E360 er en mandemobil. Du får i hvert fald ikke en karrierekvinde til at rende rundt med mobilen. Så skal den fås i en anden farve en sort. Desværre er modellen efter min mening alt for dyr. Mere end 2000 kroner uden abonnement. Det får du næsten en Sony Ericsson K750 for – eller en Nokia 6230i – og så er der endda plads til en buket til lillemor. Hvis Samsung vil have succes med denne model, så skal prisen ned. Den må ikke koste mere end X660.