Samsung E530: Intet nyt under overfladen
Samsungs nydesignede E530 er den mest buttede, vi har set i denne prisklasse. I hvert fald indtil nu. Desuden er den plastagtig. De to egenskaber gør E530 glat som sæbe. Det er ganske enkelt svært ikke at være ved at tabe den, så snart man har fisket den op af lommen.
Derudover er E530 en god klaptelefon med en hel del interessant indhold. Det, der er lidt ekstra opmærksomhed værd, er megapixelkameraet med tilhørende blitz, den godkendte MP3-afspiller, Bluetooth, den gode indvendige skærm med 262.000 farver og så e-mailtjenesten. Disse er funktioner, der automatisk gør E530 til en udmærket underholdningsmobil. Jeg savner dog en radio, som man får i den nylancerede E730.
Til kvinder!
E530 er fremstillet specielt for at tiltrække kvinder. Det er grunden til, at menuerne har fået et blødere look, at skærmen har en skarpere vinkel mod brugeren og det nye udseende. Og ifølge en masse indlæg i diverse fora på internettet lader det også til at være især kvinder, der har købt den. I mange lande blev E530 desuden lanceret med en speciel sundhedsmenu med blandt andet biorytmekalender. Den menu er dog ikke med i den nordiske model af telefonen, måske fordi Samsung fik kritik, sidste gang de forsøgte at lancere en mobil til piger med den funktion her i Norden.
Tastaturet er, som sædvanligt hos Samsung, super godt. Det er let at få skrevet SMS’er i en fart eller at bladre rundt i menuerne. Også hastigheden på skærmen er lynhurtig. Den indvendige skærm på E530 er, som nævnt, rigtig god. Derimod er den udvendige skærm ikke helt så fantastisk. Den når ikke op på højderne fra for eksempel E730’erne, selv om det er samme type skærm. I skarpt sollys er det næsten umuligt at se, hvad der står på skærmen. Måske kan forklaringen ligge i, at cover-glasset er anderledes i E530. Men det er nu alligevel underligt, eftersom det netop er meningen, at OLED-skærme skal fungere godt i sollys.
Flere musikmuligheder
I forhold til E730 savner E530 de tre knapper under den udvendige skærm dedikeret specielt til MP3-afspilleren, knapper, der faktisk findes på den gamle E720 model. Ellers er MP3-afspilleren stort set lige så god som den i E720/E730. Faktisk er der yderligere muligheder i E530, som at man kan ændre lydkurven i tre forskellige trin ved hjælp af en equalizer. Hvilket trin man end vælger, bliver lyden dog noget skarp – for skarp faktisk. Desværre er lyden ved samtale heller ikke speciel fantastisk. Personen, man taler med, føles langt væk. Der er lyden bedre i for eksempel E730. Til det negative hører også, at man ikke kan udvide hukommelsen med et kort i E530. Du må nøjes med de 88 MB.
Trods de nævnte ting er E530 langt fra en dårlig mobil. Tværtimod er den en udmærket mobil med mange sjove funktioner, men den føles lidt gammel, eftersom det egentlig ikke er en ny mobil. Og så er der for lille forskel i pris, til at vi vil anbefale dig at købe den her i stedet for E730. Den model er helt klart mere moden. Og bedre.
Alternativ:
Samsung E530 konkurrerer frem for alt med E720 og E730. Der er næsten tale om samme telefon, hvor de store forskelle er udseendet, de tre knapper på fronten til at styre MP3-spilleren på E720 og E730, og at E530 kun understøtter dual-band. E720 er et bedre valg, men hvorfor ikke kigge på E730, som desuden har indbygget radio.