Samsung F210: En spøjs musikmobil
Den nye musik-mobil har fået et nyt tastatur med tre taster i hver række i stedet for to, som det var tilfældet med X830. Formerne er også mere runde.
Klappet sammen ligner F210 til forveksling en MP3-afspiller. Men den kan også bruges til at tale i og sende sms’er med.
Af mere underholdende indhold kan nævnes spil, video, podcast, 2-megapixelkamera og højttalerfunktion. Også en FM-radio med RDS er der blevet plads til. Den interne hukommelse er på 1 GB, men den kan udvides med hukommelseskort, og så understøtter den også stereo-bluetooth samt synkronisering med Windows Media Player.
Telefonen måler 87,8 x 31 x 20,5 mm og vejer 72 gram. Batteri rækker til knap 3,5 timers tale og 265 timers standby. Spiller man kun musik med den, kan man lytte i 18 timer, inden den skal lades op.
F210 kommer i butikkerne i denne måned og sælges til en vejledende udsalgspris på 2.595 kroner.