Samsung F480 TouchWiz: Dårlig iPhone-kopi

Samsung udfordrer Apple iPhone med sin egen trykfølsomme skærmmobil - Touchwiz. Visse grafiske detaljer er som hentet fra iPhone. Men i praksis er forskellene store.

Samsung F480 TouchWiz: Dårlig iPhone-kopi

Første gang, jeg prøvede den her telefon, var i februar på mobilbranchens store messe i Barcelona. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men den gang blev jeg faktisk ret imponeret. Jeg tror, at det havde at gøre med flotte grafiske effekter (som når skærmbilledet snurrer rundt, når man skifter til hovedmenuen) i kombination med de tekniske muskler – 5-megapixelkamera med autofokus, Turbo-3G med hele 7,2 Mbit/sekund.

På den måde minder Touchwiz meget om iPhone. Det her var faktisk den første åbenlyse iPhone-kopi, som en af de traditionelle mobilproducenter kom frem med. Udover de grafiske effekter ser man, at Samsung har ladet sig inspirere i valget af skærm. Touchwiz har samme type trykfølsomme skærm som iPhone. Næsten hele forsiden dækkes af denne skærm. Til forskel fra traditionelle trykfølsomme skærme kræver både iPhone og Samsung Touchwiz, at man strejfer skærmen med huden, for at den skal reagere. Man kan altså ikke bruge negle, penne eller have handsker på, når man klikker sig vej frem på skærmen. De eneste fysiske knapper telefonen har, er rør-knapper til at svare og ringe med telefonen.

Skærmen i den her telefon er dog mindre end iPhones. På den anden side er den her telefon som helhed også mindre og mere lækker i formatet. Den nye Touchwiz bygger faktisk på samme system som Samsungs Armani-mobil, og hovedmenuen er funktionsmæssigt næsten identisk – men der, hvor Armanis designere havde sørget for en diskret brun tone, har Samsung i den her telefon fyret op under skarpe farver på ikonerne.

Superkamera og turbo-3G, men…

Når Samsung nu lægger et 5-megapixelkamera ind i sin iPhone-kopi, håber man selvfølgelig, at det vil kunne lokke dem, der kritiserer iPhones fedtede 2-megapixelkamera. Konkurrenterne til Samsung byder faktisk alle på langsommere Turbo-3G og dårligere kameraer i tilsvarende modeller.

Alligevel er jeg ikke overbevist om, at Touchwiz er en god telefon. Jo længere tid, jeg bruger den, desto mere skeptisk bliver jeg.

Men lad os kaste blikket på kameraet først. Det er definitivt en af den her telefons stærke sider. Man kan foretage mange indstillinger – for eksempel til sportsbilleder eller natbilleder. Farverne bliver generelt gode, og autofokus giver skarphed til billederne. Der er for eksempel også en indstilling til ansigtssøgning, der finder ansigtet på billedet og indstiller skarpheden på det. Den funktion fungerer rigtig fint. Blandt andre mere avancerede funktioner er rystelsesreducering (digital) og muligheden for at indstille ISO-tallet manuelt.

Alligevel får Samsung Touchwiz det nok svært med at måle sig med for eksempel iPhone. Blandt andet har telefonen ikke særlig mange ekstrafunktioner. Okay, den har Turbo-3G, men webbrowseren er halvsløj, beskedfunktionerne ligeså, og internetfunktioner som Youtube glimrer ved sit fravær.

God til musik

Touchwiz har indbygget FM-radio og en udmærket musikafspiller. Musikafspilleren er tæt integreret med Windows Mediaplayer i computeren. Blandt andet understøtter den Mediaplayers system med 1-5 stjerner til bedømmelse af sange, man lytter til. Den kan vise albumomslag, lave spillelister osv. Når musikafspilleren spiller i baggrunden, kan du styre den via en widget ( de kaldes spøjst og opfindsomt for "dingenoter") på startskærmen. Noget rigtig høretelefonstik er der ikke på Touchwiz, men på den medfølgende høretelefoners ledning er der stik til at tilslutte sine egne favorithøretelefoner.

Besværlige bevægelser

At styre sig frem i funktionerne føles heller ikke altid lige let. Af og til skal man styre ved at trække fingeren over skærmen (hvilket dog ikke rigtig fungerer helt logisk, eftersom listen så ruller den modsatte vej end forventet). Andre gange skal man i stedet scrolle sig op og ned i menuen med volumenknapperne på siden, og så klikke med fingeren på skærmen.

Når man er inde i filhåndteringen og ser på sine egne billeder, scroller man sig frem ved at trække fingeren over listen med billeder. Men trækker man fingeren til højre, følger billederne i listen ikke med til højre, men snurrer i modsat retning til venstre. Måske vænner man sig til det efterhånden, men det føles ikke ligefrem intuitivt.

Den manglende logik i, hvordan man styrer den her telefon, fortsætter, når jeg begynder at bruge webbrowseren. Der skal man hverken stryge med fingeren over skærmen eller styre sig frem med volumenknapperne. I stedet må man klikke sig frem med fingeren på en ned-pil eller en op-pil på skærmen.

Hulter til bulter

Webbrowseren føles i det hele taget lidt svag. Telefonen har faktisk også en RSS-læser til at abonnere på webnyheder, men den har desværre overhovedet ingen kobling til webbrowseren og kan heller ikke indstilles til at hente nyheder automatisk på bestemte tidspunkter (som man for eksempel kan i Sony Ericssons og Nokias telefoner).

E-mailfunktionerne ligger under besked-menuen, og efter en del besvær med at indstille mine e-mail-konti, opdagede jeg for eksempel, at telefonen hentede mine to konti (arbejdsmail og privatmail) samtidig og lagde alle mail hulter til bulter. Man kan altså ikke have to separate e-mail-konti adskilt fra hinanden. At det også er meget indviklet at skrive tekst uden fysiske knapper på den trykfølsomme skærm, gør selvfølgelig ikke oplevelsen bedre.

Det her rammer naturligvis også Touchwiz, hvis man ser på den som SMS-telefon. Og selv almindelige telefonnumre er lidt svære at få ind. Enten skal man ind i sin telefonbog, eller også skal man få ciffertasterne frem på skærmen for derefter at sørge for ikke at ramme forkert på cifrene på skærmen.

En anden detalje i beskedmenuen er, at alle ulæste beskeder automatisk havner øverst, selvom de er gamle. Jeg skal altså åbne alle beskeder for at forhindre, at de lægger sig over mere interessante og nyere beskeder.

Man kan ikke installere ekstraprogrammer på Samsung Touchwiz, hvis man ser bort fra enklere Javaprogrammer og -spil.

For lille skærm til widgets

Startskærmen har en løsning med såkaldte "widgets" i form af små genveje til musikafspilleren og radio osv., men de er ret pladskrævende, og startskærmen bliver let rodet. Man har kun plads til cirka tre funktioner på den startskærm, så den almindelige hovedmenu føles mere fornuftig.

Selve løsningen med "widgets", som man selv kan trække rundt og placere på startskærmen, er faktisk meget fin. Problemet ligger i andre begrænsninger: skærmen er for lille, og mængden af mulige funktioner er for få i den her telefon.

Det, der imponerer ved Samsung Touchwiz er mest det flotte udseende og lækre format, i kombination med et godt kamera.

Stikprøve batteritid

Producenten oplyser: 3 timer

Batteriets taletid for os: 2 timer 47 minutter

Kommentar: Holder ikke helt, hvad Samsung lover, og batteritiden er noget tynd.

(TOMMELFINGER NED)

Stikprøve ydeevne

SP-Mark-test: Vi kunne ikke få vores måleprogram til at fungere på telefonen.

Kommentar: Selv uden måleprogrammet kan vi konstatere, at Touchwiz føles lidt træg til tider.

(TOMMELFINGER NED)

Spørgsmål og svar

For hvem kan den her telefon være god?

Vil man have en lidt anderledes, flot formgivet mobil med kvalitetsfornemmelse i coveret, er den interessant, især hvis man også er ude efter et godt kamera i mobilen. Andre mobiler med godt 5-megapixelkamera plejer at være kluntede.

Hvordan skriver man tekst i for eksempel en SMS uden taster?

Når man klikker på et tekstfelt, får man det virtuelle tastatur med ciffertaster frem på skærmen. Der fungerer det som et almindeligt tastatur, det vil sige, at man skriver teksten bogstav for bogstav ved at trykke en eller flere gange på ciffertasterne, eller enklere og hurtigere med T9. Jeg syntes dog, at det var lidt trægt, eftersom jeg ofte ramte forkert på skærmen.

Godt kamera, altså, men hvordan fungerer videooptagelsen?

Optage video med kameraindstillingen fungerer fint, selvom opløsningen ikke er fantastisk (320 x 240 pixel, 15 billeder per sekund).

Alternativerne

Apple iPhone 3G er det mest naturlige alternativ. Den har dårligere kamera, men er mere brugervenlig. Samsung kommer selv med den Omnia med Microsoft Windows Mobile senere på råret.

Seneste nyt om iPhone

Her får du den kronologiske fortsættelse i sagen og anvisning til absolut seneste nyt om emnet. Redaktionen gik videre med sagen. 17/10/2008 stillede redaktiornen igen skarpt på tematikken med en artikel der belyste emnet Apple iPhone 3G: Hype version 2 – Læs videre her. Siden er meget vand er løbet gennem åen. De seneste nyheder finder du ved at klikke her. .