Samsung forventer at sælge 330 millioner smartphones næste år
Rygterne om Samsung siger, at de i 2014 vil satse mere om lowend-telefoner og tablets end highend-telefoner. Selvom vi selvfølgelig forventer, at Samsung kommer til at lave stort ståhej ud af lanceringen af Galaxy S5, så kan vi altså forvente, at de vil gøre mere ud af telefoner i de billigere segmenter.
Det kan sådan set være gode nyheder for mange brugere verden over, hvis det lykkedes at lave bedre telefoner i en prisklasse, hvor langt flere kan være med.
Samsung forventer at sælge 330 millioner smartphones i 2014, hvilket lyder af mange enheder. I 2013 forventes de at runde 290 solgte smartphone, så det vil være en stigning på 40 millioner, men faktisk har Samsung ifølge forlydender tidligere forventet, at de ville kunne runde 360 millioner solgte smartphones i 2014. Det tal har de altså modereret en del.
Når det gælder tablets, rygtes det, at Samsung vil fokusere en del på rigtig store af slagsen med skærme på 12,2 og 13,3 tommer.