Samsung Galaxy 3 – første indtryk
Der kommer flere og flere Android-mobiler i prislejet 1.500-2.500 kroner. Og netop sådan en mobil er Samsung Galaxy 3. Galaxy 3 føles temmelig anonym designmæssigt og ligner da også så mange andre Android-mobiler i denne prisklasse. Pris for Galaxy 3 er lige nu omkring 2.300 kroner.
I modsætning til modellerne Galaxy S og Galaxy Spica har Samsung denne gang sat sit helt tydelige præg på brugerfladen, men personligt er jeg ikke rigtig vild med Samsungs egne ikoner. De signalerer ikke særlig tydeligt, hvilket program man åbner, hvis man klikker på dem og så synes jeg heller ikke de er så pæne. Men det er selvfølgelig en smagssag.
Til Samsungs forsvar kan man sige, at tilpasningerne ikke har gjort modellen langsom. En model som LG GT540 lader brugerne vælger mellem Android-menu og LG-menu, men til sammenligning trækker Galaxy 3 det længste strå i kraft af bedre respons på skærmen og det faktum, at Galaxy 3 har Android-version 2.1.
Det er TouchWiz 3.0, som Samsung har lagt over Android-brugerfladen.
Designmæssigt gør de afrundede former Galaxy 3 til en behagelig mobil at holde i hånden og udvendigt er mobilen noget mere stilren end på det indre. Coveret er lavet i blank plast, så den plaskes hurtigt til med fingeraftryk. Den måler 113,5 x 55 x 12,9 millimeter og vejer 109 gram – alt i alt ret gennemsnitligt for en model som denne.
Den er ellers udstyret med Wi-Fi, turbo-3G (med 3,6 Mbit/s), Fm-radio, diverse Google-funktioner og har plads til hukommelseskort op til 32 GB.
Batteritiden virker lovende: 15 timer og 30 minutter til tale, men det har vi dog endnu ikke kunnet lave en måling på.
Vi bringer stor test af Samsung Galaxy 3 i et af de kommende numre af Mobil.