Samsung Galaxy Note 8.0 – første indtryk
Samsung Galaxy Note 8.0 er en lille buttet sag sammenlignet med for eksempel iPad Mini, men den er så også fyldt med en masse apps, der især skal udnytte S-pennens muligheder samt noget mere rå power.
Galaxy 8.0 har for eksempel 2 GB RAM og plads til hukommelseskort op til 64 GB. iPad mini har kun 512 MB RAM og ingen plads til hukommelseskort.
Men ellers er det især tegne- og notes-programmer, der følger med, en ny er Awesome Note – det, Samsung kalder for ”det ultimative noteprogram.
De apps virker på papiret fikse nok, som vi kender dem fra de andre Galaxy Noter – problemet er bare, at de kan så uhyre mange ting, at der er ganske uoverskueligt at komme i gang med dem og spørgsmålet er, om der findes mange mennesker, der bruger denne slags programmer.
Det er fint nok at kunne tage noter på en hurtig og let måde. Man kan også skrive ”hund” på en note, og så dukker der billede af en hund op som tegning. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig en situation, hvor jeg vil få behov for den slags funktioner.
Awesome Note, heldigivs forkortet til A-Note i tabletten, kommer gratis med til Galaxy Note 8.0 og skulle også kunne købes til andre Galaxy Noter senere hen. Prisen kunne Samsung ikke oplyse på stående fod.
Til gengæld er der andre funktioner, som er værd at bemærke. For eksempel indstillingen ’reading mode’, der skal sikre, at tekst og baggrund er optimeret til bedst mulige læseoplevelse. Det ser faktisk ud til at virke og er en funktion, der giver mening på en tablet som Galaxy Note 8.0. Den har nemlig en optimal form til læsning og så er det jo rart, at tekst og baggrund står bedst muligt uden at man selv skal gøre den store indsats for
S-pen, der følger med Galaxy Note-serien og tilføjer ekstra værdi i brugen af denne tablet-serie, kan nu også bruges på tredjepartsprogrammer, for eksempel news feederen Flipboard. Den skulle også kunne bruges på andre apps, men Samsung kunne heller ikke her svare på, hvilke apps det drejer sig om.
Noget, jeg aldrig selv er kommet i gang med med min smartphone, er at bruge den som fjernbetjening til for eksempel fjernsyn. Det kan man også med Galaxy Note 8.0 og Samsung fortæller, at den kan bruges til alle typer fjernsyn, da de godt er klar over, at der er andre fjernsyn derude en kun Samsungs, som de selv sagde.
Note 8.0 måler 201,8 x 135,8 x 7,95 millimeter. Samsung sælger den selv på, at det er en tablet, man kan tage med over alt, og det har de sådan set helt ret i, ligesom man kan tage iPad mini og Nexus 7 med over alt også. Den virker som sagt lidt buttet ved siden af iPad Mini, selv om den kun er en millimeter tykkere. Det er måske den afrundede form, der får den til at virke noget tykkere. Der er også 30 gram tungere.
Til gengæld er skærmen skarpere med 189 ppi mod 162 i iPad mini. Skærmen reagerer ellers godt på tryk og når man zoomer ind og ud på for eksempel websider eller billeder, går det rigtig hurtig.
Umiddelbart ser Samsung Galaxy Note 8.0 faktisk rigtig fornuftig ud, men jeg tror ganske enkelt ikke på alle de note- og tegneprogrammer, der følger med. I pressemeddelelsen fra Samsung om Note 8.0 står prisen ultra småt skrevet og det forstår jeg sådan set godt, for den er i den hampre ende.
4.699 kroner for 4G-udgaven og 3.400 kroner for Wi-Fi udgaven. Det vil sige en startpris der er næsten 1000 kroner dyrere end iPad mini og cirka 1.400 kroner dyrere end Google Nexus 7. Set i lyset af prisen, er det svært at se, at Galaxy Note 8.0 for alvor skulle kunne tage en bid af mini-tablet-kagen.
Samsung Galaxy Note 8.0
Vægt: 338 gram
Mål: 210,8 x 135,9 x 8 mm
Skærm: 8 tommer, 1280x 800, 16 millioner farver, 189 ppi
Batteri: 4.600 mAh
Processor: xynos 4412, quad-core 1,6 GHz
RAM: 2 GB
Hukommelse: 16/32 GB indbygget, kort op til 64 GB
Opkobling: Wi-Fi, 3G, Wi-Fi hotspot, Bluetooth 4.0, USB 2.0, tv-udgang via MHL
Kamera: 5 megapixel, 2592х1944 pixel, autofocus, video 1080p
Styresystem: Android 4
Radio: Nej
GPS: A-GPS og Glosnass
TV-out (via MHL A/V link)
I butikkerne: 2. kvartal i år
Efterfølgende om sagen
Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek absolut seneste nyt om emnet. Redaktionen kunne ikke slippe temaet. 13/2/2013 fik historien nyt liv med artiklen om Test: Flot nyheds-feeder – men hvor er de danske nyheder? – Følg den videre udvikling her. Få også seneste nyt om sagen her..