Samsung Galaxy S får Android 2.2 en måned efter lancering

Der var ikke mange nyheder ved Samsungs stort opsatte lancering af Galaxy S, men de kunne dog blandt andet afsløre en hurtig opdatering til Android 2.2.

Samsung Galaxy S får Android 2.2 en måned efter lancering

Onsdag aften holdt Samsung et stort event i Zürich i Schweiz for at lancere deres nye Android-flagskib Galaxy S. Der var ikke mange deciderede nyheder ved eventet, da Samsung spillede på modellens allerede kendte fortræffeligheder i form af blandt andet deres helt nye Super AMOLED-skærm med dybe farver og 80 procent mindre refleksion, dyb integration af brugerfladen TouchWiz 3.0 og trådløs streaming af musik og video via DLNA.

Hurtig opdatering til det nye Android

Der var dog lidt nyheder at hente. Samsung Galaxy S er udstyret med Android 2.1, når den rammer butikkerne, men da Mobil spurgte ind til en opdatering, blev det nævnt, at der allerede kort efter modellen kommer på markedet skulle komme en opgradering til Android 2.2, der også er kendt under navnet Froyo. Ifølge Min Kwon fra Samsung skulle opdatering nemlig være klar allerede om to måneder.

Med Google Maps Navigation

Af andre hidtil mindre kendte oplysninger om den nye model blev det nævnt, at ved hjælp af et indbygget program vil være muligt at dele modellen 3G-forbindelse til computere i nærheden via WiFi, og at Galaxy S er udstyret med det såkaldte augmented reality-program Layar, der er lavet i en særlig version med ekstra interessepunkter fra TeleAtlas.

Modellen vil også have Google Maps Navigation, der giver stemmestyret navigation. Og det skulle altså vel at mærke også virke i Danmark, når modellen rammer markedet herhjemme.

Endelig var Samsung ikke så interesserede i at tale om, hvorvidt selve TouchWiz-delen kunne slås fra, så man kun havde den almindelige Android-brugerflade. Men det tager vi som et sagte nej.

Kommer denne måned

Samsung Galaxy S skulle ramme de danske butikshylder i uge 26, det vil sige i slutningen af denne måned, til en vejledende udsalgspris på 4.999 kroner med moms men uden abonnement. Både TDC, Telenor og Telia skulle tage den ind i sortimentet, hvis man synes prisen uden abonnement er lige høj nok.