Samsung Galaxy S II er den mest omtalte telefon
Det er analysefirmaet Integrasco, der står bag den store undersøgelse, som havde til formål at finde ud af, hvilke produkter fra Mobile World Congress, der skabte mest røre i andedammen blandt forbrugerne.
Ved at indsamle og dissekere data fra en lang række sociale tjenester, hvor alverdens forbrugere skriver og opdaterer om alverdens ting og sager, har man fundet frem til at Samsung Galaxy S II er det mest anvendte produktnavn der kan kobles sammen med Mobile World Congress.
Telefonen har været nævnt i omkring 50 procent af de opdateringer, tweets og hvad det ellers hedder. Overordnet har Integrasco fundet frem til at det overvejende har været positiv omtale, om end der også sporet en smule malurt i bægeret, især omhandlende det knap så innovative design.
Som på messen, så har Honeycomb også fyldt meget i de sociale medier, og det holdes især op mod det tidligere Android 2.2 når det er placeret på tablets.
Tabletterne har over en bred kam været populære på de sociale medier, men mest omtale har HTCs Flyer fået.
I den modsatte ende skuffer de to HTC-telefoner ChaCha og Salsa fælt. Facebook-knappen gav ikke anledning til ret mange positive kommentarer, mens antallet af negative og skuffende henvisninger ifølge Integrasco var stort.