Samsung Galaxy S II er officiel

Samsung har netop offentliggjort deres nye Android-topmodel Galaxy S II. Den har blandt andet fået en ny større og endnu bedre AMOLED-skærm, og så er der naturligvis også kommet NFC i modellen.

Samsung Galaxy S II er officiel

Ikke overraskende har Samsung her til aften skudt Mobile World Congress i gang med annonceringen af deres nye flagskib, Android-mobilen Galaxy S II, der er efterfølger til den popuære Galaxy S.

Endnu bedre skærm

Samsung Galaxy S II har fået en lidt større skærm, helt præcist 4,27 tommer, med en opløsning på 800 x 480 pixel. Der er tale om en Super AMOLED Plus-skærm, der altså skulle være endnu bedre end den allerede fremragende Super AMOLED-skærm, som forgængeren havde. Kameraet er også blevet opgraderet til 8 megapixel, og er desuden nu flankeret af en fotolampe, mens video kan optages i opløsningen 1920 x 1080 pixel også kaldet 1080p. Kameraet på fronten til videoopkald er på 2 megapixel.

NFC og dual-core
Der er naturligvis turbo-3G med en hastighed på op til 21 megabit/s, WiFi, Bluetooth 3.0 og GPS i modellen, og ligesom den Samsung-producerede Nexus S er der også blevet plads til NFC i modellen, der blot måler 8,49 millimeter i tykkelsen. Processoren, som Samsung selv skulle producere, er med to kerner og har en hastighed på 1 gigahertz.

Android 2.3 med TouchWiz 4.0
Styresystemet er Android 2.3, som Samsung har lagt deres egen brugerflade ved navn TouchWiz 4.0 hen over. Desuden har Samsung også installeret Game Hub på modellen. Det skulle give mulighed for at hente mobilspil, der er større end den størrelsesgrænse, som Google har sat på programmer og spil i Android Marked.

Samsung Galaxy S II skulle ramme de første markeder allerede i denne måned.

FAKTA

Mål:  125,3 x 66,1 x 8,5 mm

Vægt: 116 gram

Styresystem: Android 2.3

Skærm: 4,27 tommer, 480 x 800 pixel, touch, Super AMOLED Plus

Kamera: 8 megapixel, autofokus, fotolampe

Processor: 1 GHz, dual-core

Pris: Ikke fastsat

6 hurtige:

x HDMI

x DLNA

– Qwerty-tastatur

x Blitz/fotolys

x FM-radio

x HD-video