Samsung Galaxy S3 test – brugernes dom over arbejds- og studiefunktioner
Tredje uge med Samsung Galaxy S3. Tester: Merethe Nielsen.
I denne uge kigger vi på Samsung Galaxy S3 som arbejdsredskab til f.eks. kontorarbejde. Jeg kender ikke til kontorpakker til mobiler, og jeg ved ikke, hvad betalingspakkerne kan tilbyde, men jeg har valgt at kigge på de 2 gratis “kontorpakker” til mobilen: Google Drev og Smart Office 2 og se på, hvordan de er at arbejde med på en Samsung Galaxy S3.
Google Drev
Jeg bruger normalt ikke mobilen til tekstbehandling, men har valgt prøve skrive denne anmeldelse på min Samsung Galaxy S3. Jeg bruger Google Drev, som jeg virkelig er begyndt at bruge meget siden Google lavede deres Drev app, og siden jeg fik denne mobil. Pga den forholdsvis store og klare skærm er det meget nemmere at læse og redigere et dokument.
Google Drev er ikke installeret som standard på Samsung Galaxy S3, men det hentes jo nemt fra Play.
På min gamle mobil havde jeg f.eks. svært ved at placere cursoren det helt rigtige sted, fordi teksten var så lille. På SG3 er det meget nemmere – ihvertfald med Google Drevs tekstbehandling. Når du dobbeltklikker på teksten, så får du en enkelt menu, hvor du har mulighederne for at klippe eller kopiere tekst. Enkelt og nemt.
Hvis du arbejder med Google Drev, så kan du også vælge at formatere den valgte tekst ved at klikke på knapperne i værktøjslinjen foroven (fortryd og gentag, fed, kursiv, understreg, farve, justering og punktform).
Formaterer man teksten med kursiv, så ses teksten dog ikke i kursiv på Galaxyens skærm, men den vises rigtigt på en pc. Det må være en lille fejl.
Jeg synes, at det fungerer fint med at skrive en råtekst på mobilen, og skal man kun levere en tekst med enkle overskrifter i f.eks. fed og uden billeder, så er Google Drevs tekstbehandling ganske udmærket.
Smart Office 2
Jeg fandt ud af, at man kan hente Smart Office 2 gratis fra Samsung app store, hvis man registrerer sig ved Samsung. Smart Office 2 er en kontorpakke, hvor man kan lave dokumenter, præsentationer og regneark i Office 2003 og 2007 formaterne. Der er en værktøjslinie med de samme formateringsmuligheder, som beskrevet under Google Drev, men med Smart Office 2 kan man også arbejde med fonttyper, indsætte billeder og bruge nogle foruddefinerede skabeloner. Du kan arbejde med filer fra både Dropbox og Google Drev.
Jeg synes, at Smart Office 2 er sværere at arbejde med på Samsung Galaxy S3 end Google Drevs tekstbehandling, da Smart Office 2 har det med at hoppe op og ned i dokumentet, og det er svært at markere teksten eller placere sin kursor, hvor man vil. Teksten fylder ikke skærmen ud automatisk, så man skal sidde og zoome ind på teksten for at se den tydeligere, da den er ret lille i forvejen.
Skal man formatere noget tekst, skal man have tastaturet fjernet først, før man kan se værktøjslinien med formateringsmulighederne. Jeg tror, at dette program måske egner sig til en større skærm – måske en tablet er bedre. Men det er jo en vanesag, hvordan man bruger sine kontorpakke, og vil man gerne have de ekstra muligheder, som Smart Office 2 kan give, så er den som sagt gratis for Samsung-brugere.
Polaris Viewer og Polaris Office
På Samsung Galaxy S3 er der installeret en PDF-viewer i form af Polaris Viewer 4. Vieweren er meget hurtig til at åbne PDF´erne, og det går rigtig hurtigt med at scrolle ned gennem en lang pdf (har prøvet en PDF med 103 sider).
Læser man om Polaris Vieweren under Copyright, så skriver de: "Du kan bruge alle office-funktionerne, som understøtter redigering, lagring og så videre for dokumenter, hvis du downloader Polaris Office fra Samsung More Services og installerer det på din enhed" (det er via Samsung Kies på PC´en). Jeg kunne ikke finde Polaris Office via Samsung Kies, og heller ikke i Google Play.
Der er åbenbart en Polaris Office pakke iOS, og den får ret høje karakterer, og den er åbenbart er på vej til Android. Hvorvidt den er gratis til Samsung Galaxy S3, siden den skulle kunne findes via Samsung Kies, ved jeg ikke. Men det er måske værd at holde øje med Polaris Office i Samsung Kies, hvis du skal have fat i en kontorpakke til mobilen.
S Notat og S Planlægger
Med Samsung Galaxy S3 følger S Notat, som er en app, hvor man kan skrive små noter, indkøbslister o.l. Man kan enten indtaste sine noter som tekst eller skrive dem med håndskrift. Man har også mulighed for at lave en optagelse, f.eks. diktere noget og knytte det til et notat.
Det er en fin lille note app, som er god at have ved hånden. Jeg vil næppe bruge muligheden for håndskrift, da jeg synes, at det kræver en stylus pen for at skrive noget brugbart på en mindre skærm, men man kan da hurtigt skrive et telefonnummer eller en indkøbsliste på den måde.
Er man god til at skrive en genkendelig skrift, så kan S Notat omdanne håndskrift til tekst, hvis man ønsker det. Nok en vanesag at bruge det. Jeg vil nu nok ikke bruge det, da jeg har en forfærdelig håndskrift, men den kunne da genkende det meste, da jeg skrev 3 ord på en nogenlunde pæn måde.
S Notat kan bruges sammen S Planlægger, som også er installeret på Samsung Galaxy S3. Med denne app kan du holde styr på dine aftaler og begivenheder og få vist dem i en kalender, som du bl.a. kan have som widget i et af dine vinduer. Til både aftaler og begivenheder, kan du både vedhæfte notater fra S Notat og billeder. Du kan f.eks. skrive en ønskeseddel i et notat og vedhæfte det til en fødselsdag, som du har oprettet som begivenhed, eller skrive en dagsorden og vedhæfte det til en aftale, hvilket er ret praktisk.
Når du opretter en begivenhed, så kan du indtaste adressen og få den vist med Google maps. Så har du kortet ved hånden, når du skal finde frem til dér, hvor begivenheden finder sted. Smart nok. Så skal man ikke til at hoppe over i Google maps for at selv at slå adressen op.
Kalenderen kan integreres med Google Calendar, og min kalender var sat op med det samme, da jeg satte min Samsung Galaxy S3 op og havde logget på min google konto ved opstart af telefonen.
S Notat og Planlægger hænger godt sammen, og jeg synes, at Samsungs kalender-widget er meget bedre end dén, som jeg havde med HTC på min gamle Desire.
Afslutning
Jeg synes, at Samsung Galaxy S3 fungerer fint til at skrive råtekst i større dokumenter eller til at lave mindre notater med. Det hele afhænger også af, hvordan man skriver på det “indbyggede” tastatur. Jeg skiftede Samsung tastaturet ud og bruger nu SwiftKey tastaturet, som er god til at genkende min skrivestil og derfor er god til at foreslå ord. Derfor er det også blevet meget nemmere at skrive længere tekster på mobilen, og jeg fik skrevet over halvdelen af denne anmeldelse på Samsung Galaxy S3 med Google Drevs tekstbehandling.
Det er en vanesag, hvilke Office kontorpakker eller notat apps, man vil bruge. Man kan starte med at prøve de gratis alternativer og se, om de kan bruges, ellers er der et utal af købe apps på nettet. Jeg vil selv fint kunne nøjes med Google Drevs tekstbehandling, som er enkel, overskuelig og nem at skrive i.
Der er også muligt at redigere sine regneark på Samsung Galaxy S3 via f.eks. Google Drev, men arbejder man med mange celler med tal og vil lave mere komplicerede ting, så vil jeg nok foretrække at arbejde med det på en pc med sit foretrukne regnearksprogram.