Samsung Galaxy S3 test – brugernes dom over multimediefunktioner

Samsung Galaxy S3 test: Så er vores tre testere kommet til anden uge i testen af Samsung Galaxy S3. Denne gang står den på kamera, musik, GPS, browser,spil og video.

Samsung Galaxy S3 test – brugernes dom over multimediefunktioner

Samsung Galaxy S3 – testuge 2,  af Stine Bang Iversen

Sidste uge sluttede jeg af med at nævne mit ”problem”  med at overføre fotos fra SGS3 til min  MacBook Pro.

Jeg kunne ikke umiddelbart tilslutte telefonen og overføre til mit højt elskede iPhoto. Løsningen hed som måske forventet Dropbox. Det kører upåklageligt. Jeg har automatisk upload fra telefon til Dropbox og fra iPhoto kan jeg let hente mine Dropbox billeder. Hurra for det.

Jeg er meget glad for at tage billeder, og bruger en rum tid på at finde den rette skudvinkel, efterredigering mm. Så en af de meget centrale ting, jeg har søgt efter i forhold til køb af ny telefon, er kameraets kvalitet. Målet er let at kunne tage nogle fotos, som jeg rent faktisk er tilfreds med, så jeg ikke skal tage mit Canon G10 med, hver gang jeg skal ud af døren.

Jeg ved godt, det aldrig bliver lige så godt som mit Canon, og det er det selvfølgelig heller ikke. Men det tager nogle fine billeder, der er acceptable til mit behov.

Der er makro-funktion, hvilket er dejligt, en autofokus der fungerer, og så tager det også gode billeder indendørs – både med og uden blitz.

Også video er ret imponerende. Tog en af Sankt Hans bålet, som var ret flot.

Når det er sagt, ville jeg aldrig kun have min telefon med på ferie. Men til børnehave-tam-tam, sjov med veninderne osv. er det rigtig fint.

Jeg har også hentet et par foto-apps for at lege med filtre og rammer. Instagram – lidt kedelig, og så favoritten Pixlr-o-matic, der har rigtig mange muligheder.

Rosen fra haven er taget med makro og motorvejen i al hast på vej over broen.

Stine rose

stine landskab

Jeg har længe haft droppet mit Garmin Forerunner 450 pulsur til fordel for Endomondo. Det er fedt at kunne høre musik og få tider løbende, så man ved, om man skal give den lidt ekstra gas på sine løbeture.

Endomondo kører som den skal, og det samme gør musikken. Standardradioen er let at gå til og går rent igennem (i hvet fald P3, som jeg mest hører).

Hørertelefonerne, der følger med, prøvede jeg første gang på en cykeltur til arbejde. Jeg var imponeret over, hvor tæt de sluttede. Måske endda lidt for tæt i forhold til at cykle i trafikken.

På cykelstien langs Hareskovmotorvejen er det genialt, men det er det ikke på Nørrebro.

Til løb fungerer de ikke. De sidder ikke ordenligt fast, når man får det varmt (OK så – sveder i ørene) og man kan høre ledningen slå imod ens krop. Så der skal jeg have nogle andre i.

Telefonen er ret stor at have i baglommen på løbebukserne, men kan godt klemmes derned. Og den er jo heldigvis ret let, så den generer ikke.

Min 4 årige søn har også haft fingrene i den og både spillet på den og set Lille Nørd (børneprogram) fra dr.nu. Jeg var lidt overrasket over, der ikke var Flash på telefonen som standard, men det har jeg så hentet nu.
Spillene og TV kører rigtig flot – der er ingen hakken eller nedlukning. Han har spillet World of Goo, The Marbians m. fl.

Jeg har selv fået nogle af de spil, jeg ikke kunne køre på min Wildfire: Rumble og Mindfeud, og har dermed fået endnu flere laster end WF og FB. Måske ikke så godt for familiefreden, men sjovt er det.
 
Jeg synes, jeg har lidt vrøvl med lydniveauet i spillene. Der er åbenbart flere lydkanaler i telefonen og det er lige det med at skrue ned for den rigtige kanal. Det er nok en træningssag, men en lille irriterende parameter.

Så har jeg læst en roman på den. Jeg har hentet Bluefire Reader-appen, og hentet en bog via bibliotekernes gratis ebogsudlån: eReolen.dk. Det var jeg lidt spændt på. Jeg læser mange bøger på min Sony Reader (ebogslæser baseret på e-ink og ikke lys som telefoner og iPads, og dermed holder den strøm meget længe, og er meget behagelig at læse på). Men med så stor en skærm som SGS3en har, burde det være muligt. Og det har det været. Jeg har læst den som godnatlæsning, og jeg kommer måske ikke til at foretrække at læse på telefonen, men det har faktisk været meget godt. Kan forestille mig, at, hvis man kørte med tog eller bus på arbejde, så ville det være helt genialt.

Jeg har haft en enkelt gang telefonen er gået i hårdknude, hvor jeg endte med at genstarte. Det var, da jeg uploadede et billede til Facebook, og selvom det var uploadet, blev den ved at stå på 80%.

Men efter genstart var det heldigvis væk.

Til sidst vil jeg lige nævne ”rullepanelet”, jeg ikke fik nævnt sidste gang og som er helt utroligt smart.

Når man hiver i toplinjen, åbnes en side med notifikationer, nye beskeder osv. – ganske som jeg kendte det fra min Wildfire. Men her har Samsung flyttet nogle af de væsenligste funktioner op øverst. Fx lyd, Wi-Fi, GPS, Bluetooth mm. Ting, som man bruger rigtig meget, og på den måde let og hurtigt kan komme til – imens man er i gang med andet på sin telefon. Lækker lille ting, der har vist sig at være meget brugbar.

Fortsættelse følger

Sagen er ikke slut. Vi har fulgt op på tematikken. Redaktionen holdt fast i sin interesse i tematikken. 29/6/2012 publicerede vi en artikel der belyste emnet Nye fede funktioner klar til Lumia 800 og Lumia 710 – Læs mere her. Tjek de seneste nyheder om emnet her.