Samsung Galaxy S5 rygtes klar til januar med monsterhukommelse
Samsung Galaxy S4 har været på markedet nogle måneder nu og Galaxy Note 3 har været på markedet nogle uger. Derfor er de første rygter om næste topmodel, nemlig Samsung Galaxy S5, begyndt at dukke op.
Der har længe været talt om, at Galaxy S5 vil blive bygget metal for at give en højere kvalitetsfornemmelse end den, som de tidligere Galaxy S-modeller har givet.
Rygterne siger, at Samsung allerede vil præsentere Galaxy S5 til januar, da Samsung ikke skulle være tilfredse med salget af Galaxy S4. Galaxy S4 skulle være solgt i 40 millioner eksemplarer siden lanceringen tilbage i april.
Udover metalcover skulle kameraet blive på 16 megapixel, men mere interessant er det nok, at den rygtes at få hele 4 GB RAM. For at kunne håndtere den mængde hukommelse, skal næste generation Exynos-processor understøtte 64-bit-teknikken, noget Samsung selv har indikeret bliver tilfældet.
Selvom Samsung Galaxy S5 rygtes at blive lanceret til januar, så siger vores mavefornemmelse, at det ikke kommer til at ske på CES-messen i starten af januar, eftersom Samsung plejer at afholde et særskilt event for Galaxy S-lanceringer og de har formentlig intet ønske om at blive en i mængden af producenter på en stor messe som CES.
For god ordens skyld skal vi understrege, at billedet her over er et koncept, det er ikke Galaxy S5.