Samsung Galaxy Tab: første indtryk

Efter at have leget med Samsung Galaxy Tab er vi overbeviste om, at Samsung ikke har sløset med konceptet. Men hvem behøver den og hvem vil tage sig råd til den?

Samsung Galaxy Tab: første indtryk

Det er bestemt imponerende, at Samsung har haft held med at få så mange funktioner lagt ind i en enhed som Samsung Galaxy Tab. Det er selvfølgelig oplagt at sammenligne den med Apple iPad, som faktisk er næsten tre tommer større end Galaxy Tab – Tab har en skærm på 7 tommer mod iPads 9,7. Galaxy Tab er altså noget mere lommevenlig end iPad. Det gør den også mere bekvem i betjeningen, så folk med hænder i normal størrelse kan nå rundt på hele skærmen for at foretage valg. Skal man have held af det på en iPad kræver det hænder som Hulkens.

Galaxy Tab er ganske plastikagtig, men virker faktisk solid og velbygget nok. Med en kampvægt på kun 380 gram er den faktisk ikke så forfærdeligt meget større end den gængse smartphone med fuldt tastatur. Til sammenligning vejer iPad 680 gram.

Skærmen i Galaxy Tab måler 1024×600 pixel – den er lysstærk og reagerer hurtigt på tryk. Brugerfladen er TouchWiz 3.0, som ligger oven på Android. Altså samme opbygning som de andre modeller fra Samsungs Galaxy-serie. Det er ikke alle, der er lige begejstrede for systemet, nogle kalder det for iPhone Light, men vi synes nu, at det fungerer godt på sådan en stor skærm som den i Galaxy Tab.

Samsung har for eksempel forbedret en del i Android for at tilpasse systemet bedre til den store skærm. For eksempel kalenderen og programmet til e-mail og vores første indtryk er, at Samsung har gjort et ganske fint arbejde med at tilpasse systemet.

De første indtryk af Samsung Galaxy Tab er positive. Flot design og brugervenligt bygget op. Der er dog umiddelbart et par anker ved Galaxy Tab. For det første er der prisen. 7.000 kroner koster den og det er altså mange penge. Til sammenligning koster Apple iPad 3.800 kroner, men så kan man selvfølgelig også bruge Galaxy Tab til at ringe med. Vi tvivler dog stærkt på, at nogen vil bruge den som sin primære mobil, så man ville skulle have to sim-kort, hvis telefoni-delen skal tages i brug.

Den anden anke er Android Market. Skulle vi kaste 7.000 kroner efter et produkt som Galaxy Tab, så vil vi gerne kunne installere rigtig smarte programmer og spil på den. Der findes selvfølgelig mange smarte programmer i Android Market, men kun gratis-programmer. Tit skal man betale for at få fulde versioner af programmer og spil i Android Market, men det kan vi altså ikke herhjemme endnu. Så på den front er det begrænset, hvad vi kan hente til Galaxy Tab.

Da mange ikke rigtig ved, hvad et produkt som Galaxy Tab skal bruges til, kan det blive svært at overbevise brugerne om at lægge 7.000 kroner. Vi forventer at kunne bringe en stor test af Samsung Galaxy Tab inden for kort tid – så må vi se, om vi kan finde grunde nok til at give 7 af de store sedler for Galaxy Tab.