Samsung har haft klar fremgang i tredje kvartal
Samsung er gået kraftigt frem på mobilfronten den seneste tid, og den trend ser ud til at fortsætte. I hvert fald skuffer sydkoreanernes regnskab for tredje kvartal ikke.
Indtjening på 46 milliarder kroner
Samsungs mobilafdeling har nemlig haft en indtægt på 46 milliarder kroner i tredje kvartal, hvilket er en stigning på mere end 20 procent i forhold til samme periode sidste år. Overskuddet endte på 4,4 milliarder kroner.
Sidder på 20 procent af markedet
Det samlede antal solgte mobiler rundede 60 millioner, og det betyder, at Samsung har en anslået markedsandel på 20,8 procent. Det er første gang Samsung er over 20 procent, og det er ydermere en stigning på 1,6 procentpoint i forhold til andet kvartal i år.
Den gennemsnitlige indtjening per solgte Samsung-mobil var i tredje kvartal på 761 kroner, mens den for markedet som helhed lå på 605 kroner.