Samsung i550: Opkomling i jakkesæt

Samsung satser på at give Nokias E-serie kamp.

Samsung i550: Opkomling i jakkesæt

Tynde smartphones er en niche, som Samsung har mast sig ind i takket være vellykkede produkter som i600 og i780. Det nyeste skud på stammen hedder i550 og ligner i600 meget, men med stående skærm og almindeligt ciffertastatur i stedet for qwerty-tastatur. Indeni er der flere forskelle. Styresystemet er Symbian S60, det vil sige samme menuer som i utallige Nokia-mobiler. Samsungs meritliste, når det gælder smartphones, består mest af Windows-mobiler, men også et dusin S60-telefoner, hvoraf to modeller, i550 og i450, er kommet på markedet herhjemme. I450 var en musikmobil med et fantasifuldt udseende, mens i550 er sort, kantet og traditionel.

Solidt design

I hånden føles i550 meget gedigen. Det gummilakerede cover fra i600 og i780 er erstattet med plast i læderstruktur. Ikke lige så flot, men en praktisk og ridsevenlig løsning. Tasterne ser ret små ud på billeder, men de fungerer over forventning, og både selve tasterne og mellemrummene er større end på mobiler som Nokia N82 eller Sony Ericsson W890. Ciffertasterne får høje karakterer, men det er værre med funktionstasterne. I550 har samme opsætning af tasterne som andre S60-mobiler, og desuden dedikerede knapper til navigationsprogrammet og webbrowseren – to knapper, der har fået en meget fremstående plads på mobilen. GPS- og webbrowserknapperne sidder på hver sin side af styrepinden og stikker lidt mere op end de omgivende funktionsknapper. Det er let at trykke forkert. Trykker man ved en fejl på GPS-knappen, og modtageren går i gang, opbruges batteriet på mindre end to timer, så det gælder op at bruge tastaturlås. Ifølge specifikationerne har Samsung i550 en styrekugle, eller trackball som det også kaldes. I virkeligheden er det en ret ordinær styrepind, og jeg synes, at den runde firvejsknap, som Samsung brugte på for eksempel U600 giver bedre kontrol.

GPS fra Navigon

Præcis som i i780 har navigationsprogrammet Samsungs logo, men det er faktisk et helt andet program. På Windows Mobile bruger Samsung software fra Garmin, mens programmet i i550 er identisk med Navigon Mobile Navigator 6. Efter for nylig at have testet Navigons alt-i-et-navigatorer kan jeg konstatere, at brugerfladen i mobilen er identisk og fungerer på samme måde. Man kan teste programmet gratis i to uger, men derefter koster det cirka 500 kroner i engangsudgift at aktivere rute- og navigationsfunktionerne. Navigon-programmet er superenkelt at bruge – betydeligt mere intuitivt end Nokia Maps. De store ikoner gør dog ingen større nytte, eftersom mobilen mangler tryk følsom skærm. Indstillingsmulighederne og søgefunktionerne er helt i klasse med fritstående navigatorer, men der er mangler, som at zoomen er gemt i en undermenu, og at kortbilledet først kommer frem, når GPS-modtageren har fundet sin position. Normalt kan man få tilstrækkelig modtagelse til koldstart gennem vinduet på mit kontor, men det lykkes ikke med i550. Man må være forberedt på, at en helt ubrugt GPS skal bruge lidt mere tid første gang, men i550 skal bruge et kvarter under en klar himmel, inden den har opfanget satellitter nok. Ikke godt. Tilbage på kontoret sammenligner jeg i550 med Nokia N82, en Bluetooth-GPS med SirfIII-chip og en lidt ældre modtager – en Garmin GPS76. Nokia-mobilen og Bluetooth-GPSen finder hurtigt positionen gennem vinduet, og omkring et minut senere fungerer Samsung i550 også. Garmin GPS76 modtager et stabilt signal fra to satellitter. Konklusionen bliver, at GPSen i Samsung i550 ikke fungerer lige så godt som de nyeste mobiler eller som SirfIII-modtagere, men bedre end high-end-produkter med nogle år på bagen.

Samsung præger S60

Menuerne har fuldkommen samme struktur og funktioner som i S60-mobiler fra LG eller Nokia, men Samsung har tilføjet et eget tema med ikoner og farver, der skiller i550 ud fra mængden. Brugerfladen til telefonbog og beskeder er god, men har de sædvanlige mangler hos S60, som at man kun kan se fire beskeder på skærmen ad gangen. Musikafspilleren er meget simpel og mangler equalizer, visualiseringer eller de andre forbedringer, der findes i Samsung i450 eller de nyeste N-seriemobiler fra Nokia. Derimod er der gode grundfunktioner som spillelister og genvej til de sidst tilføjede sange. Det, der gør i550 interessant som musikmobil, er, at der både er stik til Samsung-headset og til almindelige høretelefoner med 3-5 mm-stik. Det headset, der følger med, har udmærket kvalitet. Samsung har ingen headset med 3,5 mm-stik i sit sortiment, og Nokias headset er ikke kompatible, så hvis man bruger egne høretelefoner, må man tale ind i mobilens mikrofon. Derimod er der headset med Samsung-stik til mobilen og standardstik på ledningen.

Kamera med handikap

At surfe på websider med i550 er en dejlig oplevelse takket være den store skærm og den udmærkede webbrowser. Et miniaturebillede giver godt overblik, og du kan surfe med skærmen horisontalt og skjule menufelterne for at få plads til så meget information som muligt. Processoren og mængden af hukommelse i mobiler virker veldimensionerede – alt flyder, og mobilen gik aldrig i stå eller løb tør for hukommelse, selvom jeg startede mange programmer samtidig.

Kameraet har en opløsning på 3,2 megapixel og er udstyret med lysdioder som belysning. Det er et autofokuskamera, men desværre mangler udløseren mellempositionen, der altid plejer at være på autofokusmobiler. Det gør det meget sværere at tage billeder. Muligheden for først af indstille fokus på det rette sted og derefter komponere billedet om forsvinder – det bliver for eksempel besværligt at tage et billede af to personer foran en væg, uden af skarpheden bliver på væggen. Forsinkelsen fra udløsning til at billedet eksponeres, bliver også meget sværere at forudse, eftersom tiden, der skal bruges til at fokusere, varierer med lys og andre faktorer. Et ærgerligt handikap for et ellers udmærket kamera.

Ydeevne

SP Mark-test: 1538 point totalt. Billeder (PNG) 1 p, 3D-spil 15,0 FPS, JVM 3495 p.

Kommentar: Samsung i550 er ikke helt kompatibel med testprogrammet, der kommer med mistænkeligt lave point for billeder (PNG), hvilket også påvirker totalpointene. 3D- og JVM-pointene er høje, og mobilen virker ellers hurtig. Tommelfinger op.

Batteritid / Taletid

Producenten oplyser: 8 timer

Batteriets taletid for os: 2 timer, 35 min.

Kommentar: Med 3G-simkort i mobilen er taletiden ikke særlig imponerende med tanke på, hvor stort batteri i550 indeholder. Også GPS-modtageren bruger meget strøm – med navigationsprogrammet i gang, løber batteriet tør på 2 timer.

Spørgsmål og svar

Hvordan er kvalitetsfornemmelsen? Er det samme materialer som andre smartphones fra Samsung? I550 har ikke samme gummioverflader som i780 eller i600, men mobilen føles god at bruge og har et udmærket tastatur.

Fungerer styreknappen på samme måde som på Samsung i780? Nej, den har flere ligheder med knappen, der er på for eksempel HTC P3300. Samsung kalder knappen for trackball, men det er nærmere en styrepind.

Kan man bruge Nokias headset med 3,5 mm-stik? Nej. Stikket er kun tiltænkt almindelige høretelefoner uden mikrofon eller svar-knap. Til headset bruges Samsungs specialstik på siden af mobilen.

Alternativer

Nokia 6210 Navigator, kommende mobil fra finnerne, lader til at havne i nogenlunde samme prisklasse og leveres med kortprogram i fuldversion. Andre mobiler med S60 og GPS, for eksempel Nokia N95 eller Nokia N82, har bedre kameraer og understøtter W-lan, men de koster også betydeligt mere end i550.