Samsung i780 til januar
Januar næste år ser ud til at være tiden for en lancering af Samsungs nyeste smartphone. Det skal indikere deres første skridt ud på GPS-markedet, da den har indbygget GPS-modtager og vil blive solgt med kort over Norden.
Samsung i780 har Windows Mobile 6 som styresystem, har fuldt tastatur og en 2,5-tommer stor trykfølsom skærm. Den er udstyret med Turbo-3G, der understøtter hastigheden 3,6 Mbit/s og så har den et 2-megapixelkamera.
Som noget nyt er den også udstyret med en optisk mus, der skal gøre sig gældende i en bedre navigering. Desuden er tastaturet dansk, så der er blevet plads til æ, ø og å.
Samsung kan desværre ikke komme ind på prisen endnu, da det er en oplysning, de gerne vil holde tæt ind til kroppen.