Samsung introducerer ny liebhavermobil

Markedet for dyre og eksklusive mobiler ser ud til at eksplodere i øjeblikket. Og med en ny model fra Samsung skærpes konkurrencen.

Samsung introducerer ny liebhavermobil

For en måneds tid siden kunne vi vise de første billeder af en ny eksklusiv model, der skulle være på vej fra Samsung. Og nu har Samsung så selv officielt præsenteret modellen, der skal tage kampen op mod andre dyre og eksklusive liebhavermobiler som Motorolas nye AURA og Nokias 8800-modeller.

Den nye model hedder Samsung S9402 og har måske meget passende fået tilnavnet Ego. Den har en skærm på 2 tommer, der bygger på den nye AMOLED-teknologi, som blandt andet også benyttes i Nokias nye N85, og har plads til to SIM-kort. Desuden har modellen også et kamera på 5 megapixel med både autofokus og fotolampe. Det mest spændende ved modellen er dog nok materialet. Den er nemlig lavet af en ny metallegering, der er udviklet på californiske Caltech, og som skulle være særdeles holdbart. Modellen måler 115 x 48 x 16 mm, og vejer forholdsvis tunge 140 g.

Prisen på Samsung skulle blive omkring 10.000 kroner, og den skulle komme på markedet i løbet af denne måned i Rusland. Om, og i givet fald hvornår, den kommer til Danmark, vides endnu ikke.