Samsung klar med 12 megapixels og trykfølsom skærm

Med annonceringen af Samsungs nye 12-megapixelmobil fortsætter megapixelræset. Pixon12 er navnet på den telefon, der med vidvinkeloptik og autofokus via skærmen skal tage kampen op med Sony Ericssons 12-megapixelmobil Satio. I enkelte lande vil modellen være klar allerede til sommer.

Samsung klar med 12 megapixels og trykfølsom skærm

Samsung Pixon12, som koreanerne kalder deres nyeste kameramobil, har en stor trykfølsom AMOLED-skærm på 3,1 tommer, der angiveligt skulle have et kontrastforhold på hele 10.000:1. Skærmen bruges til at stille skarpt på billeder, ved at man ganske enkelt trykker på et punkt på skærmen, hvorefter kameraet stiller skarpt på punktet. Samsung kalder teknikken for Smart Focus, og Sony Ericsson kalder den for Touch Focus. Princippet er det samme, og er også at finde i Sony Ericssons kommende Satio.

Autofokussystemet kan også genkende ansigter i søgeren, og som noget nyt kan det også gøre brug af en tracking teknologi til f.eks. at markere en person, der bevæger sig.

Billeder fra kameraet kan hurtigt deles med vennerne via telefonens indbyggede understøttelse af uploads til bl.a. Facebook, Flickr og Myspace.

Telefonens videodel lyder også til at blive ganske god. Man kan optage videoklip i 720 x 480 pixels og med 30 billeder i sekundet. Foruden dette har Pixon12 indbygget turbo-3G, WLAN, GPS, musikafspiller og FM-radio med RDS. Styresystemet i telefonen er Samsungs eget, og som også anvendes i Ultra Touch.

Telefonen er klar til det danske marked til september.

Vores svenske kolleger har talt med Erik Johannesson fra Samsung i Sverige, og stillet ham nogle spørgsmål om den nye model:

Hvad har man brug for 12 megapixels til i et mobilkamera?

– Megapixels er jo ikke alt, og der findes også et godt objektiv i telefonen med blandt andet 28 millimeter brændvidde til gode vidvinkelbilleder.

Hvilken løsning til belysning gør Pixon12 brug af? Rigtig blitz eller en fotolampe?

– Den har både en rigtig xenon blitz til stillbilleder samt en fotolampe til at kunne lyse kontinuerligt under videoindspilning.

Hvad kommer telefonen til at koste? Bliver det en dyr affære?

– Jeg har gjort grundige forsøg på at få et svar på dette spørgsmål internt hos Samsung, men det er faktisk endnu ikke lykkedes mig at finde et endegyldigt svar eller nogen form for indikation.