Samsung klar med armbåndsmobil

Samsung er nu klar med deres bud på, hvordan en mobil, man bogstavelig talt altid har lige ved hånden, skal se ud.

Samsung klar med armbåndsmobil

Armbåndsmobilen er intet nyt koncept, men det er en forholdsvis ny ting, at de helt store mobilproducenter vælger at lave sådanne mobiler. LG lancerede tidligere på året en model, der skulle udkomme i august, men nu lancerer Samsung så en model, der allerede skulle komme på markedet i denne måned.

Med touch-skærm

Den nye model hedder Samsung S9110, og den byder blandt andet på en ridseresistent touch-skærm på 1,76 tommer. Desuden er der også Bluetooth indbygget, så man ikke nødvendigvis behøver at tale til sit håndled, når man vil foretage et opkald.

Modellen er 11,98 mm tynd og lavet i rustfrit stål, mens remmen er lavet af læder. Desværre er der ikke 3G i modellen, men det er nok heller ikke så afgørende i denne form for mobil.

Som allerede nævnt skulle modellen komme på markedet allerede i denne måned. Dog foreløbig kun i Frankrig til en pris på cirka 3400 kroner.