Samsung lover at rette sikkerhedshul
Vi kunne for nogle få dage siden fortælle om et sikkerhedshul, der eksisterer i visse Samsung-telefoner udstyret med Exynos-processorer.
Sikkerhedshullet gør det muligt for ondsindede programmer at udnytte selskabets Exynos-kerne og opnå root-adgang på telefonen. Med root-adgang kan et ondsindet program bl.a. få adgang til telefonens arbejdshukommelse og dermed have fuld kontrol over enheden.
I en kommentar til hjemmesiden Android Central, fortæller Samsung, at man kender til sikkerhedsproblemet og at man vil komme med en softwareopdatering inden længe, der retter problemet:
– "Samsung kender til det potentielle sikkerhedsproblem relateret til Exynos-processoren, og har planer om at komme med en softwareopdatering, der retter problemet hurtigst muligt," lyder det fra Samsung til Android Central.