Samsung har nu offentliggjort deres regnskab for fjerde kvartal af 2010, og det ser som forventet rigtig godt ud for sydkoreanerne.
Milliarder i overskud
Kvartalet endte med en fortjeneste i deres telekommunikationsafdeling på 7,0 milliarder kroner, hvilket er 38 procent mere end samme kvartal året før. Den samlede indtjening endte på 59 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 19 procent i forhold til samme periode året før.
Det samlede antal solgte Samsung-mobiler i fjerde kvartal endte på 80 millioner, hvilket bragte Samsungs samlede mobilsalg i 2010 op på 280 millioner.
Ny topmodel på vej
Samtidig med offentliggørelsen af de flotte regnskabstal fremhæver Samsung deres flagskib, Android-modelleren Galaxy S, der er blevet solgt i 10 millioner eksemplarer. Og de lover samtidig, at vi vil se dens afløser i første halvdel af 2011. En model Samsung lover får en dual-core-processor og en Super AMOLED Plus-skærm, der formentlig er en forbedring af Samsungs egen Super AMOLED-teknologi.
Blandt andet med hjælp fra den kommende topmodel håber Samsung at sælge 60 millioner smartphones i år, hvilket vil være en fordobling af salget i 2010.
Kilde: Korea NewsWire