Samsung på vej med ny øko-mobil
Tidligere på året lancerede Samsung deres Blue Earth-mobil, der er lavet af miljøvenlige genbrugsmaterialer og desuden inkluderer et solpanel til opladning af dets batteri. Den skal dog tilsyneladende ikke stå alene i Samsungs kamp for at redde vores klode.
Lavet af genbrugsmaterialer
En ny øko-mobil fra Samsung ser nemlig nu ud til at være på vej. Det er sitet GSM Helpdesk, der har fanget den nye model ved navn Samsung S5500E Lydford, der er lavet af genbrugsmaterialer, og desuden leveres i en indpakning, der er lavet af genbrugspapir.
Modellen har også en alarm, der siger til, når mobilen er fuldt opladet. På den måde undgår den at ligge og bruge unødig strøm.
Med avancerede funktioner
Selvom modellen er miljøvenlig, skorter den dog ikke på funktioner. Den har således en 2,2 tommer stor skærm med en opløsning på 240 x 400 pixel. Desuden understøtter den også turbo-3G, mens kameraet i modellen er på 3 megapixel.
Da Samsung S5500E Lydford endnu ikke er officielt lanceret, vides det ikke hvornår den kommer i butikkerne, eller hvad prisen bliver.
Kilde: GSM Helpdesk