Samsung præsenterer et væld af nye produkter
Strygere der spillede klassisk musik og en tryllekunstner – intet mindre kunne åbenbart gøre det for åbningen af Samsungs pressemøde på IFA-messen i Berlin. Mere seriøst indhold blev det dog også til – læs her og få et overblik over alt det Samsung præsenterede for os.
Galaxy Note 2
Den første annoncering var den ventede Galaxy Note 2. Som forventet kommer den med en SUPER AMOLED skærm på 5,5 tommer. Samsung har forbedret S-pennen som også var med til den første Note, og kalder den nu for en slags tryllestav til telefonen. Den kan for eksempel gøre at du kan læse indholdet af en mail ved bare at holde pennen over skærmen – helt uden at røre ved skærmen. Samtidig vil notesprogrammet quick-note også automatisk åbnes når du tager pennen ud, så man kan tage noter med det samme – for eksempel under et opkald.
Samsung har haft utrolig meget fokus på at optimere softwaren i Note 2 til brug af S-pennen. Kalender, mail, billeder, ja stort set alle af de indbyggede apps understøtter pennen og lader dig gøre hvad der falder naturligt. Det kunne være at skrive en note ovenpå et billede eller manuelt skrive og tegne i kalenderen, ligesom man kan med en papirkalender. Hele konceptet skulle være at bringe det lette og hurtige fra den analoge verden og bringe det ind i den digitale verden.
Specifikationerne er som gættet 2 GB RAM og en kraftig processor – hele 1.6 GHz quad-core er der tale om. Note 2 kommer med Android 4.1 Jelly Bean og skulle allerede være tilgængelig i oktober i år. Batteriet i den gamle Note fik mange rosende ord for sin kapacitet på 2500 mAh hvilket holdt rigtig godt. Note 2 får et batteri på hele 3100 mAh, hvilket skulle give den nye Note endnu bedre batteritid end meget andet vi har set. Note 2 kan købes med 16, 32 eller 64 GB hukommelse. Sidst men ikke mindst kommer den også med 4G LTE.
Jelly Bean kommer også til S3, Note og Note 10.1
Samsung fortalte også at deres Galaxy S3, Note og Note 10.1 også ”snart” vil blive opdateret til Android 4.1 Jelly Bean.