Samsung S3650 Corby: Sløset charmetrold
Telefoner kan være som mennesker somme tider. En del telefoner er utroligt kompetente og kan alt, men har noget trist og kantet over sig, der gør dem svære at elske. Andre er rigtige charmetrolde, hvilket gør, at man samtidig bærer over med, at der er lidt sløsede af sig. Samsung Corby hører helt sikkert til den sidste kategori.
Let at synes om
Hvis det kun var os, ville vi ikke lægge så meget i, at vi nærmest er umotiveret vild med Corby. Men nu får vi samme reaktion fra både kollegaer og venner, når vi lader dem pille ved telefonen, og så er det umuligt at komme udenom: Samsung Corby er let at synes om.
Vores allerførste indtryk af telefonen, da vi tager den ud af æsken, er, at den er plastikagtig. Det skyldes coverets blanke plast, og da vi har vænnet os til det, synes vi bare at plastikken virker solid og hårdfør.
Samsung Corby følger trenden med covere, der kan skiftes. Der følger tre forskellige bagstykker med til telefonen. Bagstykkerne findes i ikke mindre end fem farver, men af en eller anden grund skal man alligevel vælge farve, når man køber telefonen, for i æsken er der to covere i samme farve, plus et sort. Det, der mest skiller dem fra hinanden, er det diskrete mønster.
En vigtig årsag til telefonens udstråling er formatet. De rundede former gør, at Corby ligger perfekt i hånden, og at den føles mindre og mere smidig, end målene siger. Det eneste stik, til oplader og headset, er gemt bag en klap. Og de få knapper til volumen, skærmlås, kamera og midterknap, smelter flot ind i designet.
Skærm som iPhone
Skærmen er naturligvis telefonens trækplaster. For det her er jo en touch-mobil. En rigtig billig touch-mobil, men trods det har den fået kapacitiv skærm. Det er samme touch-teknik, der bruges i iPhone, og det betyder, at man har kunnet lave skærmen i ridsefrit glas, hvilket bidrager til telefonens kvalitetsfornemmelse.
Nu er skærmen ikke helt så god, som vi kunne ønske os. Sammenligner man den med andre lignende telefoner, kan man se, at den er lidt mere sløret, og skærmopløsningen er ikke særlig høj, kun 240 x 320 pixel. Men touch-følsomheden er der ikke noget galt med, og til den pris føles skærmen som et rimeligt kompromis.
Nyeste Touchwiz
Inden under glasset møder Samsungs touch-system os. Touchwiz i sin nyeste version. Samsung har virkelig arbejdet kontinuerligt på systemet, og det er efterhånden rigtig godt. Hjertet i systemet er dels en serie startskærme med miniprogrammer, såkaldte widgets, dels en hovedmenu med store fingervenlige ikoner. For dem begge gælder det, at man kan stryge med fingeren til siden for at se flere menuvalg eller widgets. Den store knap i telefonens nedre kant er ikke, som man kunne tro, en valgknap, men bruges til at bakke i systemet, for eksempel gå ud af en menu eller gå til den foregående webside. Det er lidt uvant i starten, men virker rigtig elegant, når man har vænnet sig til det.
Skal vi se lidt nærmere på telefonens widgets? I tidligere versioner af Touchwiz har der været ret få at vælge imellem, men i Corby er der over 20 installeret på forhånd, og flere at downloade, og sammenlagt giver det dig ret store muligheder for at vælge, hvilken information du har på startskærmen.
Social mobil
Samsung fremhæver gerne sine widgets til sociale medier. De findes til Facebook, Twitter og Myspace, og giver dig statusopdateringer direkte på mobilens startskærm. Du kan også let selv ændre din status og twitte, men for mere avancerede funktioner, sendes du ind i mobilens webbrowser.
Vi kan godt lide widgetten til post-it-sedler på skærmen, til små huskesedler og indkøbslister. Widgetten tillader kun en lap, men med lidt håndspålægning kan du få flere kopier af den, så du kan fylde din mobil med små post-it-lapper om vigtige ting.
Blandt de mere selvfølgelige funktioner, der har widgets, er der telefonens FM-radio og musikafspiller, fotoalbum, dato og ur. Blandt de mere avancerede er vejrtjenesten Accuweather, fødselsdagspåmindelse, fotoalbum og direkte link til Youtube. Man kan enkelt downloade yderligere omkring 40 widgets fra telefonen, men ret mange af dem er forskellige design af ure. Som helhed synes vi, at Samsung system til widgets er rigtig fint og kun lader til at blive bedre med tiden.
At Corby ikke er verdens hurtigste telefon, mærker man, hvis man propper sin tre startskærme med praktiske widgets. Så sætter den farten ned. Telefonen har jo heller ikke 3G, så hvis man skal surfe med den, gør man bedst ved at holde sig til mobiltilpassede sider.
Ikke til rigtig web
Det er måske også det bedste, for telefonens webbrowser er godt nok god, men ikke til netop denne telefon. Som standard vises websiderne i sin helhed på skærmen, og det betyder, at de krympes ind til ulæselighed på den trods alt lille og lavt opløste skærm. Zoome ind gør man let ved at holde med fingeren eller bruge volumenknapperne, men når teksten er læselig, er der sjældent plads til hele linjer på skærmen. Man orker ikke at læse meget tekst, hvis man er tvunget til at panorere sidelæns hele tiden.
"Hvorfor skiver I aldrig, hvordan telefonen er at ringe med?" spørger folk os. Fordi de fleste telefoner i dag fungerer fejlfrit på dette punkt. Det gør Samsung Corby også. At SMSe går også fint, ciffertasterne på skærmen svarer fint på tryk, men her savner vi virkelig en funktion. Der er kun ciffertaster med tre bogstaver hver på telefonen, og ingen måde til at få virtuelt qwerty-tastatur frem til at skrive hurtigt. Hvorfor man ikke har valgt at lægge det ind, ved vi ikke, for det findes på flere af Samsungs andre Touchwiz-telefoner. Måske fordi telefonen ikke har en bevægelsessensor til at vende skærmen horisontalt, når man holder telefonen på den led.
Skal du bruge Corby som musikafspiller, må du udruste den med ekstra tilbehør. Hverken synkroniseringskabel eller hukommelseskort følger med. Adapter til 3,5 mm-stik er dog med til det medfølgende headset, der er helt okay til musik.
Ud fra den ovenstående kunne man lave en liste over fejl og mangler ved telefonen, men vi dropper det, for helhedsindtrykket er jo alligevel positivt. Og så er den jo så charmerende!
Spørgsmål&svar
Hvordan er telefonens musikafspiller?
Den er lidt spartansk og det er især ret omstændeligt at redigere spillelister. Men med lidt tålmodighed kan man få sangene i den orden, man vil have dem.
Hvordan er kalenderen?
Kalenderen kan vise månedsoversigt, ugeoversigt eller dagsoversigt som standard og skifte mellem dem. I de to sidste tilfælde får man en oversigt, hvor man kan se, at der er poster lagt ind, men ikke hvad det er.
Hvad savner du mest ved telefonen?
Vi savner et qwerty-tastatur på skærmen til at kunne skrive SMSer, Facebook-opdateringer med mere hurtigere.
Alternativer
LG KP500 er en endnu billigere touch-mobil, men med lidt færre funktioner. Nokia 5230 er en touch-mobil til meget rimelig pris, men telefonens system er lidt mere besværligt at bruge.