Samsung S5230: Meget skærm for pengene
Samsung har brugt det sidste år på at opbygge en ret omfattende portefølje af touch-mobiler med forskellige styresystemer og i forskellige prisklasser. Med en pris på 1.500 kroner placerer S5230 sig i lavprissegmentet, men for pengene får man alligevel en 3 tommer stor skærm og de vigtigste funktioner. Skærmen er bygget med afprøvet teknik – TFT – og en resistiv touch-funktion. Skarpheden er ikke helt så knivskarp som Oled-skærmene i Samsungs topmodeller, men den er alligevel let at læse på med god kontrast og jævn lysstyrke. Der er ikke noget ciffertastatur, men Samsung har valgt at give samtale- og menu-knapperne fysisk form i stedet for bare at have dem på skærmen. Der er også en indbygget bevægelsessensor, der vender skærmbilledet rigtigt afhængigt af, hvordan man holder mobilen. Udover de tre knapper under skærmen, har mobilen en kameraknap og en knap, der manøvrerer låsen til touch-skærmen. Man kan tilpasse mobilen for at gøre det lettere at komme til favoritfunktionerne. En måde er at lægge genveje koblet til bogstaverne, for eksempel ‘l’ for at låse mobilen og ‘m’ for at starte musikafspilleren. Så skal man bare tegne bogstavet med fingeren på skærmen for at komme til funktionerne. Som alternativ kan man med fingeren lægge Widgets på skærmen med koblinger til forskellige programmer i mobilen.
Hjemmebrygget system
S5230 har Samsungs eget Touch Wizsystem, så det er Java, der gælder, hvis man installerer programmer og spil. Ikonerne er opdaterede, og mobilen har et lækkert og godt sammensat udseende i brugerfladen. Ikoner og knapper er store nok til, at man let kan trykke på dem med fingrene. Skærmen fungerer også med pen, men S5230 leveres uden en sådan. Når man trykker på et af ikonerne, skifter menuen med en elegant animation. Effekterne er ikke helt så flotte og glidende som de tilsvarende i iPhone. Der er en del forsinkelser, og S5230 udmærker sig ikke som en hurtig mobil. Menuerne er stadig flotte, når man klikker sig længere ind i indstillinger og funktioner, og alt kan styres uden pen. At foretage indstillinger kræver af og til unødvendigt mange klik, og det er ikke altid helt logisk, hvor man skal trykke for at bekræfte ændrede indstillinger – for eksempel for at aktivere Bluetooth i mobilen. En indstilling, man derimod ikke behøver at ændre er knaplyd.
Træg web
Til forskel fra ældre Samsung-mobiler er S5230 dejlig stille allerede fra start og giver kun lyd fra sig, når der er indkommende samtaler og beskeder på vej. Den lave pris forklares delvis ved, at mobilen mangler 3G. Den har Edge, men uden 3G er surfing lige så sejt som honning, der har stået i køleskabet i flere dage. At åbne andet end mobilsider skal man ikke engang overveje. Det er lidt synd, for S5230 har en udmærket webbrowser. I bunden er der Webkit – samme motor som både Apple og Nokia bruger til sine webbrowsere. Det er enkelt at zoome på siderne med en enkel fingerbevægelse, og har man tålmodighed nok til at vente på loadningen, kan telefonen også vise fuldstore websider på en fin måde.
Understøtter Flash Lite
Der er understøttelse af Flash Lite og tjenester som Youtube, men den langsomme opkobling begrænser nytten med webfunktionerne. Håbløst kamera indendørs. Kameraet tager faktisk okay billeder udendørs, men som fixfokuskamera uden belysning er det som godt som ubrugeligt indendørs. Videofunktionen er også begrænset med Qvga og 15 billeder per sekund som bedste kvalitet. Kamerabillederne gemmes i en egen mappe, og det er enkelt at hente et valgfrit antal billeder og sende dem via Bluetooth eller mail. På kendt Facebook-manér kan man tagge billederne med de personer, der er på dem, men i stedet for at koble dem til en Facebook-profil, kobler man billederne til kontakter i telefonbogen. Det gør, at man kan trykke på et ansigt for at ringe til vedkommende. Et billede kan indeholde links til flere forskellige kontakter.
Komplet besked-mobil
Beskedmulighederne føles komplette for denne type mobil, og mailprogrammet er kompetent med mulighed for at sende store bilag og åbne vedhæftede Office-filer. Samsung har ikke satset ligeså meget som andre mærker på at forenkle indstillingerne, så man skal have styr på, hvordan man udfylder pop- eller imap-indstillinger for med sikkerhed at få gang i mailen. Man kan skrive tekst på flere forskellige måder, og skærmtastaturet kan enten være et ciffertastatur med T9 eller et komplet qwerty-tastatur.
God musikafspiller
Musikafspilleren er god og har alle vigtige funktioner, men høretelefonerne, der følger med, lyder triste, og mobilen har Samsungs tynde specialstik i stedet for et rigtigt 3,5 mm-stik. Mange nyere Samsung-mobiler har micro-USB-stik til synkronisering og opladning, og standardstik til høretelefoner, men den forbedring har S5230 ikke fået. Der er en radiomodtager med RDS, og Samsung har som sædvanlig god succes med at få både musikafspiller og radio til at passe ind i mobilens brugerflade. Mobilen benytter micro-SD-kort og fungerer med kort større end 2 B. Et kort på 8 GB viste sig at fungere uden problemer, og ifølge Samsung skal mobilen også fungere med 16 GB. For at skifte hukommelseskort skal man slukke mobilen og skille den ad, eftersom hukommelseskortpladsen er under batteriet. S5230 er en udmærket musikmobil, men det er trist, at den ikke har 3G – ikke mindst med tanke på, at webbrowseren er så god. Men prisen er god og målt per krone får man rigtig stor skærmflade.
BATTERITID/TALETID
Producenten oplyser:
10 timer
Batteriets taletid for os:
5 timer 20 minutter
Kommentar: Et betydeligt svagere resultat end det lovede.
SPØRGSMÅL&SVAR
Er S5230 en smartphone?
Nej. Samsung har touch-mobiler med såvel Windows Mobile som S60, men S5230 er en Java-mobil, der kører Samsungs eget system.
Kan man tilslutte egne høretelefoner?
Nej, for man skal bruge en adapter eller trådløse høretelefoner.
Hvilken type touch-skærm er det?
Den er resistiv, så den fungerer også med pen, men har ikke multitouch.
ALTERNATIVER
LG KP500 er ens i specifikationerne og næsten identisk med prisen. Den største forskel er, at KP500 er nogle gram lettere og har plads til pen. Nokia 5800 er et andet, men omkring 50 procent dyrere, alternativ.