Samsung slår tilbage – i Japan
Efter den lange og til tider udmattende sag i USA, hvor Samsung i sidste uge blev dømt til at betale Apple omkring en milliard dollars, så skulle man tro, at det efterhånden var slut med store sagsanlæg imellem de to konkurrenter og samarbejdspartnere. Men sådan er det langt fra, og i Japan er der netop faldet i en dom i en sag, der på mange måder ligner den advokatkrig, som Apple og Samsung har ført på det nordamerikanske kontinent. Denne gang dog til Samsungs fordel, og Apple må dermed se et sjældent nederlag i øjnene.
Læs også: Apple vandt – men skød de sig selv i foden?
Sagen i Japan handler om iPhones, iPods og iPads. Apple havde sagsøgt Samsung for patentbrud, og der blev også her primært taget sigte mod Samsungs Galaxy S, Galaxy Tab og Galaxy S II som ifølge Apple er udstyret med kopisoftware, når det handler om synkroniseringen af musik og data til servere, når man eksempelvis sidder på et hjemmenetværk. Det skriver finanssitet Bloomberg.
Apple er af retten i Tokyo blevet dømt til at betale sagens omkostninger, og Samsung hilser dommen velkommen. Apple afslog overfor Bloomberg at kommentere på sagens udfald.
Retten i Tokyo afslog ved nogenlunde samme lejlighed Apples ønske om at få nedlagt forbud mod salg af otte Samsung-modeller i Japan. En sag, som Apple også forsøger at stable på benene i USA.
Læs også: Apple vil stoppe salget af flere Samsung-smartphones
Kilde: Blomberg