Samsung tester 4G-telefoni
Det bliver straks noget sjovere at have en musikmobil, når man får mulighed for at hente 100 MP3-sange direkte ned i mobilen på bare et par sekunder. Selv om man sidder i en bil eller bus, der kører med 60 kilometer i timen, så kan man med 4G få mobilt internet med op til 100 Mbps. Der er altså tale om ekstremt hurtigt bredbånd, selv til mobiltelefoner.
Når brugeren ikke er i bevægelse, vil datahastigheden ifølge Samsung kunne komme op på hele 1Gbps. Så tager det kun sekunder at downloade flere musikalbums eller film. På den måde får mobilt internet en helt anden dimension.
4G kommer dog ikke i år. Tidligst i 2010 er der forhåbninger om, at 4G bliver kommercielt tilgængeligt. Under forudsætning af at netværksoperatørerne bliver enige om en standardisering, det forstås.
Først til oktober 2007 ventes det, at industrien vil blive enig om de tekniske specifikationer for 4G. Og når det evt. falder i hak, så er der naturligvis stadig lang vej, inden 4G-telefoni bliver til virkelighed.