Samsung vil gå smartphone-amok
Samsung meldte allerede sidste år ud, at de ville begynde at satse meget mere på smartphone-markedet. Det har de også haft held med, og har således allerede solgt fem millioner af deres populære Android-model Galaxy S.
De forventer samlet at nå 10 millioner solgte Galaxy S-modeller i år, og har nu opjusteret det samlede antal forventede solgte smartphones i år fra 18 til 20 millioner. Men de drømmer endnu større om næste år.
Forventer massiv fremgang i smartphones
Næste år forventer Samsung at deres smartphone-salg fordobles, således at de vil opnå et samlet salg af smartphones i 2011 på 40 millioner. Det siger Shin Jong-kyun, der er leder af Samsungs mobilafdeling, ifølge Reuters.
Hvis deres forudsigelser går i opfyldelse, vil det betyde, at der vil stå Samsung på cirka hver tiende smartphone solgt på verdensplan næste år.
Også store tablet-forventninger
Smartphones er dog ikke det eneste, som Samsung forventer at kunne sælge i stor stil. Deres nye tablet, Galaxy Tab, der netop er kommet på markedet, forventer de når at blive solgt i mere end en million eksemplarer inden årets udgang. Vi har allerede tidligere hørt, at de forventer at sælge 10 millioner til næste år.
Shin afslører desuden, at Samsung vil komme med et bredt udbud af tablets, heriblandt snart en model med en skærm på 10 tommer.
Kilde: Reuters