Samsung vil satse på nicheprodukter

Mobil fik en snak med Ju-Ha Park, Samsungs europæiske mobilchef, i forbindelse med CeBIT-messen i år. Skal man være en succesfuld mobilproducent, skal man kunne tilbyde en stor produktportefølje, så alle kan finde en model, som passer til ens stil, fortæller han. Desuden får mobilteknologien folk til at leve som som nomader inden for få år, spår han.

Samsung vil satse på nicheprodukter

Samsung var yderst opsatte på at fremhæve de nye modeller fra den nye Ultra Edition-serie på årets CeBIT-messe. Ultra Edition-serien består af tynde modeller, hvor tykkelsen står i modelnavnet, og hvor fokus først og fremmest er på telefonernes udseende.

– Jo tyndere den er, desto mere bekvem er den at tage med sig, så man samtidig kan beholde sin egen stil, konstaterer Ju-Ha Park.

Stil er noget, som Park gentager flere gange, både når snakken falder på almindelig livsstil og specielt når det handler om den tøjstil, som Samsungs kunder har. Det er vigtigt, at kunderne kan finde en mobil, der matcher deres tøjstil. Fællesnævneren for folks forskellige stile kan være de tynde mobiltelefoner, vurderer Park.

Det er dog ikke nok, at en telefon bare er tynd, derfor sørgede Samsung for, at deres tynde telefoner havde funktioner, som de mente ville lokke kræsne kunder til:

– Der må være et minimumskrav også til tynde telefoner. En af de vigtigste dele i udviklingen af de nyeste modeller var videofunktionen. Video kan godt blive den næste killer applikation, specielt brugergenereret indhold kommer til at drive udviklingen, mener Park.

Mobil-tv tror mange også bliver en af fremtidens killer applikationer. Der er dog stadig et stort arbejde at gøre i Europa, inden mobil-tv for alvor bryder igennem. Det skyldes først og fremmest en masse tekniske og ikke mindst juridiske begrænsninger, forklarer Park.

Niche-marked

Hvordan ser mobilen ud om 10 år?

– Man taler sædvanligvis om konvergerende produkter, som består af forbrugerelektronik og forskellige kommunikationsprodukter, forklarer Park.

Det vil sige, at flere og flere funktioner samles i et produkt, en slags supermobil a la Nokia N95, men det er ikke noget Samsung satser på:

– Vi forsøger at segmentere markedet for at tilfredsstille små segmenter, fortæller Park og fortsætter:

– Markedet er så forskelligt, så selvom vi kunne smide alle funktioner ind i ét produkt, så fokuserer vi på forskellige grupper. Desuden er der også et behov for simple telefoner i lande, hvor mobilmarkedet først er i gang med at udvikle sig. Det er ikke vores stærkeste side, men vi forbereder os på det.

Park nævner selv F700 som den model, der kan måle sig med Nokia N95. F700 er en Windows-mobil med turbo-3G, fuldt tastatur og 5-megapixelkamera.

– Den ligner ikke N95, men fokuserer på de samme ting, konstaterer Park.

Tror ikke på turbo-3G

Park tror i øvrigt ikke så meget på turbo-3G, da den kæmper mod wimax-teknikken, som allerede i dag tilbyder hastigheder på op til 20 Mbps.

– Hsdpa er selvfølgelig en forbedring sammenlignet med 3G. Den giver en god hastighed, men med mobil wimax kan man i sandhed tale om bredbåndshastighed i mobilen. Det bliver næste store skridt i udviklingen, og derfor begyndte vi tidligt at investere i denne teknik.

Den får stor betydning for folks måde at bruge mobilteknikken på, vurderer Park.

– Folk bliver som nomader. Du kan gøre, hvad du vil, hvor du vil, når du vil.

Som eksempel kan man arbejde i Himalaya uden at opleve det mindste problem med kommunikation. Det kræver dog en udvikling af mobilnettet:

– Der kommer mange produkter, der skal kobles op til satellitter, spår Park til sidst.