Samsung vil se Apples kildekoder
Software består af en masse koder, og Apples iOS til mobiler og tablets er ingen undtagelse. Her er millioner af linjer kode i systemet, og nu vil Samsung have adgang til dem alle.
Apple og Samsung har bl.a. gang i en juridisk kamp i Australien, og her er Samsung kommet frem til at Apple angiveligt overtræder tre patenter for trådløs teknologi med deres seneste mobil, iPhone 4S.
Derfor har Samsung nu formelt forespurgt om at få adgang til kildekoderne for softwaren til den nye iPhone, altså iOS 5, så Samsung kan se om man har belæg for sine anklager.
Apple vil naturligvis ikke give sine koder væk uden en dommerkendelse, og der skal virkelig være kød på Samsungs anklager, før det kan blive til virkelighed. Man kunne godt forestille sig, at det bliver svært for Samsung at overbevise dommeren om at man skal have adgang til koderne.