SanDisk lover enorm hukommelse i fremtidige smartphones

Mobil var tilstede ved dagens pressemøde hos SanDisk, hvor det nye 32 GB microSD-kort blev fremvist. Desuden kan vi se frem til kommende mobiler med enorme mængder hukommelse.

SanDisk lover enorm hukommelse i fremtidige smartphones

Der er ingen tvivl om at flashteknologien var i centrum, da SanDisk tidligere i dag afholdt deres første pressemøde i Danmark. Stephen Duignan, der er Markeds- og PR-chef hos SanDisk EMEA, lagde ud med at fortælle kort om firmaets historie samt hvilken betydning flashteknologien har haft for alverdens moderne produkter.

Et ganske illustrativt eksempel var at SanDisk startede med at producere Solid State Drives til NASA, da harddiske ikke kunne klare rystelserne ved affyring og landing. Det er efterhånden mange år siden, og siden da er der sket mange forbedringer på ikke mindst flash-, men også SSD-fronten.

Stor hukommelse til fremtidens smartphones

Dernæst påpegede han vigtigheden af flashhukommelse i mobiltelefoner og andre mobile enheder. Her nævnte han at SanDisk har udviklet 64 GB NAND-hukommelse, og fortalte at der er en god chance for at bl.a. Apple og HTC begge vil bruge SanDisks flashhukommelse, når de udvikler telefoner i år.

Derudover blev SanDisks seneste 32 GB microSD-kort præsenteret af Ruben Dennenwaldt, der er Product Marketing Manager for EMEA-området, og det er ifølge producenten allerede blevet testet i mere end 180 moderne mobiltelefoner. Det er et såkaldt High Capacity (HC) kort, hvilket betyder at det kan bruges med din mobiltelefon, hvis den understøtter kort over 4 GB. Kortet kan i øjeblikket bestilles eksklusivt på SanDisks hjemmeside, og vil begynde at dukke op i handlen omkring april eller maj med en vejledende udsalgspris på 1.150 kroner.