Se film i mobiltelefonen
Vi har tidligere skrevet om software, der kan tilpasse film til mobiltelefonen, men det afholder naturligvis ikke producenterne fra af lancere nyt software til netop det formål. Tyske Magix begyndte med lydredigeringsprogrammer, men vil nu også til at satse hårdt på billede- og filmredigering.
Med Magix Movies2Go tilbyder Magix nu brugerne at konvertere og flytte film automatisk. Programmet kan redigere videofilm fra forskellige kilder – TV, DVD, DV-Cam og VHS – og siden optimere filmene til forskellige enheder, som kan afspille film. Kan din mobiltelefon afspille videofilm, så siger Magix, at de kan konvertere filmene til det rette format.
Alle de almindelige videoformater understøttes: MPEG4 (3PG, H.236, H.264/AVC, AMR, AAC) og Real Helix (RealVideo&RealAudio), import og eksport af AVI, WMV9, MOV, MXV (MAGIX videoformat), DivX og XviD (disse kræver dog, at man installerer specielle codecs), import af DV AVI og MJEPG samt MPEG-2 filer (med MPEG2-decoder).
Magix Movies2Go kan også overføre filmene til modtagerenheden på forskellige måder, nemlig via infrarød, Bluetooth, USB-kabel og hukommelseskort.
Det er dog ikke kun mobiltelefonen, man kan afspille filmene på, når de har været en tur gennem Movies2Go. Også PSP, Nintendo DS, iPod, Creative PMC og andre mediaplayers kan bruges.
Der findes allerede lignende programmer til f.eks. Nokias Series60-modeller, men også andre mobiltelefoner har tilsvarende programmer. Det bliver derfor spændende at se, om Magix har nogle reelle nyheder i posen, når de lancerer programmet til maj. Deres lydredigeringsprogrammer er i hvert fald meget brugervenlige, og om Movies2Go holder tilsvarende niveau, kan du læse mere om, når vi kigger nærmere på programmet i næste måned.