Sendo Z100 kommer aldrig
Egentlig skulle Sendo Z100 være kommet på markedet om 14 dage. Modellen er fiks og færdig, men nu viser det sig, at den aldrig kommer. På Sendos hjemmeside kan man i dag læse, at Sendo har valgt at stoppe udviklingsprogrammet for “Smartphones” – styresystemet der er udviklet af Microsoft.
Sendo har i stedet besluttet sig for at satse på Nokia Series 60 softwaren, som også Siemens vil benytte.
I følge flere kilder i branchen er Sendo et “start-up” firma, der hele tiden har behov for ny kapital. Om den nye kapital er kommet fra Nokia, har ikke været muligt for Mobil at få et svar på i dag.
Uanset hvad, er Sendos farvel til Smartphone platformen et stort tab for Microsoft. Der er nemlig ingen tvivl om, at succes”en bliver størst med mange spillere på markedet.