Senior-tv fra 3

Operatøren 3 vil nu til at udvide deres målgruppe, så det ikke kun er de unge, der har 3-tallet stående på mobilen. De lancerer nu TV2 Charlie som kanal i deres mobil-tv-pakke.

Senior-tv fra 3

Under tilnavnet Det Grå Guld, har de ældre ofte gemt sig som en lukrativ målgruppe at indfange. Men på mobilfronten har de ældre været noget tilbageholdende i lang tid, hvor teknologien længe har været noget drilsk. Om den stadig er det, må være op til de enkelte at bedømme, men nu giver operatøren 3 de ældre en gulerod, for at overbevise dem om mulighederne.

I form af lidt senior-tv vil 3 nu til at have fat i en endnu ny målgruppe. De lancerer i dag TV2 Charlie i deres mobil-tv-løsning. Det betyder at 3MobilTV nu er oppe på 28 kanaler.

3 oplyser i deres pressemeddelelse, at TV2 Charlie er "dansk kvalitetsunderholdning og debatprogrammer med blandt andet Michael Meyerheim og Keld Heick som værter". Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at det er en satsning, der går over de fleste af 3s kunders hoveder.

Men 3 er ikke sådan at ryste, da de mener, at den ældre generation, er godt på vej til at benytte sig af det fulde udbytte mobilen kan give.

– Vi oplever en stadigt stigende interesse for 3Mobil-TV fra alle alderstrin i vores kundesegment, og derfor tilføjer vi nu TV2 Charlie, som appellerer mest til den voksne målgruppe. Vi er glade for at kunne tilbyde noget for enhver smag, og når det tilmed er en dansk kanal, øger det interessen betydeligt, siger 3 kommunikationschef Stine Green Paulsen.