Sensommer og GPRS
Flere af de danske teleselskaber har været klar siden nytår. Men de har endnu ikke gjort noget væsen ud af den nye mobiltelefonteknologi, GPRS, der gør det muligt at være koblet op hele tiden.
Hvorfor? Fordi de venter på Nokia. Motorola var først med deres GPRS-telefon Timeport 260. Men ligemeget hjalp det. Heller ikke da Motorola lod alle deres GPRS-telefoner opgradere med flere timeslots – og dermed gav mulighed for endnu større hastighed hjalp det.
Siden er Ericsson kommet med R520 og senest med T39. Begge GPRS-telefoner, der understøtter 4+1 timeslots. Men teleselskaberne rører stadig ikke på sig. De venter stadig på Nokia, der har lovet den første GPRS-telefon Nokia 8310 i 3. kvartal. Og det selv om Nokia 8310 bliver med mærkbar langsomemre GPRS end konkurrenterne. Nokia 8310 kommer kun til at understøtte tre timeslots i alt.
Hos Nokia er forklaringen at jo flere timeslots – des mere går det ud over batterikapaciteten.
Jeg spørger gerne teleselskaberne og de ikke har lyst til at gamle en lille smule. De ved godt at kunderne er vilde med Nokia, men meget tyder på, at Ericsson er ved at vinde lidt af det tabte tilbage igen med T39. Telefonen roses til skyerne i udlandet, og her på Mobil kan vi godt bekræfte, at T39 er markedets mest avancerede telefon – inklusive GPRS.
Derfor virker det mærkeligt, at teleselskaberne ikke tør køre GPRS-kampagnen igang nu, hvor der både er produkter fra Motorola og Ericsson.
God weekend
Brian Dixen
Chefredaktør