SGH-Z630 – ny 3G-telefon fra Samsung
Det er det russiske website Mobile-review, som i dag skriver om den nye 3G-telefon fra Samsung. Også denne gang har Samsung fundet en af deres sædvanlige snørklede modelbetegnelser frem fra skufferne, og de kalder den nye model for SGH-Z630.
Telefonen hører til Samsungs efterhånden velkendte slider-familie, hvor tasterne sidder gemt bag skærmen, og skal skydes ud ved brug. Som man kan se på billedet til højre, så har Samsung ikke lagt hjernen i blød for at udvikle et nyt design til denne model, men man skal jo heller ikke bryde med familien. Den minder især meget om D820.
Kameraet er på 2 megapixels, som efterhånden må siges at være minimum for nye kameramobiler i dag. Derudover skulle den være udrustet med MP3-afspiller, Bluetooth( som understøtter udprint), dokumentlæser og har man et hukommelseskort af typen microSD liggende, kan man bruge det i telefonen. Oplysninger om størrelse og vægt findes ikke endnu.