Siemens CL 75: Spejlblank Siemens

En kvindemobil er set før, men hos Siemens vil man også være med på vognen. Blomster-cover, spejl og andet spændende skal tiltrække det kvindelige selvbevidste køn. Mon det lykkes?

Siemens CL 75: Spejlblank Siemens

Du er en selv- og modebevidst ung kvinde. Du har brug for en ny telefon og vil derfor gerne have én, der skiller sig ud fra mængden. Siemens har med deres CL75 lavet en mobiltelefon, der ville passe netop til dig. Den er blomstrende og har en smart spejlfunktion. Den ville altså passe godt til at ligge på brunchbordet, så veninderne kan kigge misundeligt efter den, og når du endelig åbner den, kan du bruge den, når læbestiften skal friskes op. Endelig er det indbyggede kamera perfekt til at forevige dig og veninderne, når I er ude på jeres daglige shoppetur.

En spejlrefleks

Hvis det passer på dig, ville du kun eksistere i tankerne på Siemens designfolk og ikke i virkeligheden. Godt nok er CL75 blomstrende, der er en spejlfunktion og kameraet findes også. Men så snart mobilen åbnes op, tages man tilbage til Siemens velmagtsdage. Taster og brugerflade ligner til forveksling sig selv og er ikke blevet videreudviklet. Det er et klodset og kedeligt udseende. Skærmen viser absolut ikke sit potentiale med 262.000 farver, tværtimod virker farverne mere unuancerede end andre konkurrerende modeller.

Spejlfunktionen fungerer heldigvis fint, men knappen sidder lige ved siden af opkaldsknappen. Det resulterer i, at man ved pressede situationer kan tage fejl af knapperne, så i stedet for at tage et indkommende opkald, kan man komme til at fremtvinge sit eget spejlbillede. Kameraet er af VGA-kvalitet, men er dog alligevel ganske tilgiveligt. Det er underligt, at mobilen, der er henvendt til den modebevidste kvinde, ikke har et bedre kamera, men en billig pris kompenserer selvfølgelig flot for det.

Det positive

Mine fordomme siger mig, at kvinder generelt har en større bekendtskabskreds end mænd. Derfor vil de også blive glade for en god opdeling i telefonbogen. Som med andre Siemens-telefoner kan man dele ens kontaktliste ind under, hvordan deres tilhørsforhold er til dig. Under venner, familie osv. kan man give dem forskellige ringetoner, så der hurtigt kan kendes forskel på opkald. Det er ikke nogen nyhed, men der kan dog findes noget positivt på Siemens CL75. Det skal dog også siges, at telefonen i al sin enkelhed er ganske let at bruge. Der er ikke for meget, der ligger og ulmer på telefonen, så man kan i stedet koncentrere sig om de nødvendige ting på mobilen og endda for få penge.