Siemens M35i: Næsten vandtæt WAP

Vandtæt, men kun over for regn og fugt. Med andre ord kan man ikke bade med Siemens lækre M35i. Men hvem i alverden ville også bade med en mobiltelefon?

Siemens M35i: Næsten vandtæt WAP

Vandtætte telefoner eller såkaldte rugged phones er et populært produkt i disse fritidstider. Ericsson er fremme med deres R310s Nokia kommer her i efteråret med sin vandtætte telefon og selvfølgelig også Siemens M35i, som vi nu har testet ordentligt.

Når man køber en ny telefon af mærket Siemens M35i, får man en brochure, der fortæller, at den kan tåle regnvejr, men at man ikke kan bade med den. Den kan heller ikke tåle at holdes under en vandhane. Tydelig information, men vi stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor producerer man en vandtæt telefon, der kun kan tåle regnvejr?

Nå, glem alt om det! Vi går videre til selve telefonen, som selvfølgelig er en WAP-telefon (Siemens har nu tre WAP-telefoner), og foruden den herlige gule, næsten selvlysende farve, som er både sporty, fræk og lækker, er telefonen nu også på vej i en lidt mere diskret grå/sort variant.

Uanset, hvor meget vand, telefonen tåler, er den lækker at se på og at bruge. Siemens har satset meget på deres nye WAP-telefoner; firmaet går sine egne veje og forsøger sig, så godt de kan, at slås mod de store giganter, og her er det faktisk lykkedes rigtig godt.

WAP-funktionen er god, men efter nogle minutters ‘wapperi’ begynder man faktisk at få ondt i tommelfingrene. Siemens M35i skal som sagt tåle lidt mere end andre telefoner, derfor må man taste lidt hårdere for at kunne skifte mellem menuerne. M35i har derudover det mindste display på holdet. Det er ikke let at læse nyheder, når man kun har tre liniers tekst til rådighed. Men ellers fungerer telefonen udmærket.

Vi forestiller os, at M35i vil sælge godt blandt fritidsfolket, som går efter en telefon, der tåler lidt ekstra. Da det er en telefon beregnet til udendørsbrug, blev jeg positivt overrasket over, hvor høj ringestyrken kan blive. Noget som ofte kan være et problem, når man bevæger sig udenfor. En lang række telefoner kan ganske enkelt ikke ringe højt nok, når man er ude i naturen, men her scorer Siemens M35i gode point. Desuden virker vibrator-funktionen klart bedre end Ericssons såkaldte rugged phone R310s.

Efter som det automatisk er Ericssons R310s, som vi sammenligner os med (det er pt. Den eneste anden rugged telefon), kan vi konstatere, at M35i er væsentlig lettere end R310s.

En ting, som er meget irriterende, er batteridækslet, som er meget svært at åbne og lukke. Men det er selvfølgelig for at holde fugt ude.

Og telefonen hører da også til dem, der bliver lagt mærke til. De fleste, som vi har vist telefonen til synes at den er lækker. Og det er den også. Vores personlige mening er, at det er dejligt at slippe for antennen. Den gule testtelefon vi lånte havde bare en tendens til hurtig at blive nusset. Og holde den ind under vandhanen for at skylle den, det kan vi ikke anbefale.

Selve menusystemet fungerer uden problemer, og det er faktisk meget let at finde rundt i. Når der nu er tale om en WAP-telefon, kunne vi godt have ønsket os at telefonen havde et lidt større display, om end det sagtens lader sig gøre at wappe med den.

Der er ikke blevet plads til volumenknap på siden af telefonen, som på storebroderen S35i 51; det er en skam. Det er altså besværligt at skulle skrue op for lyden midt på telefonen, mens man taler. Og vi skulle hilse og sige, at det også lyder sjovt.

Ellers opfylder telefonen de krav, vi stiller til en telefon, der skal kunne tåle at blive brugt. Den tager ikke skade af at blive tabt, og så er det dejligt at kunne bruge den, selv om vejret ikke rigtigt er til at stå ude og telefonere i.