Anklage: Apple har med vilje svækket sikkerheden i iOS
Apple er ikke blege for at pege fingre af Androids fragmentering og manglende sikkerhed og Apple har gennem årene altid påpeget, hvor høj sikkerheden er i iOS.
Men man skal som sagt passe på med at kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. En sikkerhedsforsker har nemlig fundet ud af, at Apple har en række komplekse værktøjer lagt ind i iOS, der kan bruges til at dele bestemte typer data med myndighederne uden at brugerne kan opdage noget.
Sikkerhedsforskeren Jonathan Zdziarski skriver en netop offentliggjort rapport, der hedder “Identifying Backdoors, Attack Points, and Surveillance Mechanisms in iOS Devices” at myndigheder som NSA og også andre med indblik i iOS selv kan skaffe sig adgang til brugernes iOS-enheder uden Apples hjælp.
Myndigheder og andre med mere eller mindre lige så skumle hensigter kan dermed få adgang til følsomme og personlige data på iOS-enheder eller lægge apps ind på telefonen, der for eksempel kan bruges til spionere på brugerne.
Apple kan blandt andet levere informationer til myndigheder fra sms’er, billeder, videoer, kontakter, lydoptagelser og opkald foretaget med telefonen.
Har man de tekniske færdigheder til det, så kan man, da Apples kode i iOS tillader det, lægge tredjeparts-apps ind på iOS-enheder uden at brugeren opdager det, skriver Zdziarski.
Zdziarski påpeger, at Apple er fuldt ud klar over, at koden i iOS tillader denne typer sikkerhedsbrister.
Zdziarski forklarer, at han flere gange har kontaktet gennem årene har kontaktet Steve Jobs og Tim Cook om problemerne i iOS, men at han aldrig har fået svar.
Han understreger dog samtidig i et blogindlæg, at han ikke anklager Apple for at samarbejde direkte med for eksempel NSA, selvom han mistænker NSA for at have fået adgang til private informationer på grund af de muligheder, som kodningen i iOS giver. Hans primær mål er dog, at påpege nogle problemer med iOS, som han håber Apple vil udbedre.