Sikkerheden skærpes i Android 4.2
Google præsenterede Android 4.2 i forrige uge, og blandt de nye finesser findes bl.a. en række sikkerhedsforbedringer. En af disse nye funktioner minder meget om den såkaldte Bouncer-funktion, som Google har implementeret i Google Play-butikken.
Den nye sikkerhedsfunktion i Android 4.2 er helt frivillig at bruge og kan aktiveres i sikkerhedsindstillingerne. Hvis man vælger at aktivere funktionen, vil den blive brugt hver gang, man installerer et program fra en installationsfil manuelt.
Det fungerer ved at Android-systemet sender information om programmet til Googles servere, der analyserer informationen og efterfølgende sender et resultat tilbage.
Hvis Google mener at programmet er skadeligt, afbrydes installationen omgående. Hvis Google ikke kan afgøre hvorvidt programmet er skadeligt eller ej, bliver du i stedet adspurgt om du vil fortsætte installationen eller ej.
Selve installationsskærmen er også blevet opdateret, så man nu får et bedre overblik over de tilladelser, der er krævet af programmet.
Android 4.2 kommer desuden også med en anden sikkerhedsfunktion, der advarer dig, hvis et program forsøger at sende overtakserede SMS-beskeder.